Nye resultater viser, at kviksølv hober sig op på bunden af de store oceaner. Således er der fundet overraskende høje kviksølv-koncentrationer i Stillehavets dybhavsgrave.
Mængden af det kviksølv, vi har fundet i dybhavsgravene, overstiger langt de værdier, der tidligere er registeret i sedimenter fra de åbne oceaner, og de er endda højere end i nogle af de områder på Jorden, der er forurenet af industri-udslip, siger studiets førsteforfatter Hamed Sanei, der er leder af Lithospheric Organic Carbon Group, Århus Universitet.
Ifølge Hamed Sanei er den dårlige nyhed, at de høje kviksølvsniveauer til dels kan ses som et udtryk for den stigende udledning af kviksølv til havene, som vi mennesker står for.
Men det er ikke udelukkende skidt nyt.
Den gode nyhed er, at dybhavsgravene fungerer som en endestations-losseplads, og at det kviksølv, der ender her, vil blive begravet i sediment og således deponeret i mange millioner år. Med tiden vil pladetektonik (geologiske aktiviteter) endda bære sedimenterne med kviksølv ned i Jordens indre, siger han.
Studiet er resultatet af et internationalt samarbejde mellem forskere fra Danmark, Canada, Tyskland og Japan. Fra Danmark har også professor Ronnie N. Glud, der er leder af Danish Center For Hadal Research på Syddansk Universitet, deltaget.
Der findes også organismer i dybhavsgravene, som kan optage kviksølv. Det sker, når de omsætter den kviksølvholdige næring, der synker ned til dem. Det kan være alt fra en død tunfisk til døde alger og partikler, som på denne måde overfører kviksølv til dybhavsgravenes organismer, siger Ronnie N. Glud.
De livsformer, der findes i dybhavsgravene, kaldes for hadale livsformer, og det er først og fremmest bakterier, men også forskellige former for krebsdyr og orme.
Disse organismer kan formodentligt blive skadet af kviksølv, som vi kender det fra andre livsformer i det lave vand eller omkring os. Det er dog stadigt usikkert, hvordan dybhavsgravenes ophobning af kviksølv påvirker det hadale miljø. Måske er der organismer dernede, specielt tilpasset til livet i et kviksølvrigt miljø. Det kan måske ligefrem være en selektionsfaktor for livet dernede, siger Ronnie N. Glud.
Man skal ikke være bange for, at det akkumulerede kviksølv atter føres op gennem fødekæden til os mennesker. Det kommer formodentligt ikke ud af den hadale fødekæde, når først det er kommet derned.
Kviksølv i sig selv er ikke specielt farligt. De fleste har stået med stoffet i skolens fysiklokale, og nogle får stadig taget deres temperatur med et kviksølvs-termometer. Stoffet bliver først farligt, når det indbygges i organiske forbindelser. Så kan det gøre skade, fx på nervesystemet.
Kilde: SDU