Trods en corona-finanslov, hvor der er sparet på mangt og meget, klarer forskningsområdet fridag. En klog beslutning, mener man hos Ingeniørforeningen, IDA.
– Det vil være bagvendt at skære på den langsigtede vækst. Forskning og innovation er rene investeringer i nye produkter og services – ikke mindst på det grønne område – og er dermed også det, der gør at vi skaber nye arbejdspladser og sikrer fremtidens vækst, siger Thomas Damkjær Petersen.
Den politiske enighed om at den offentlige forskning som minimum skal udgøre 1 procent af BNP, burde i forvejen være til diskussion, mener foreningen. I følge IDAs formand skal der skrues op for ambitionsniveauet, så man senest i 2030 investerer 1,5 procent af BNP på forskning. I den nuværende situation, mener han, dog at regeringen skal roses for at fastholde det samme investeringsniveau for 2021, som der har været i år.
– Alt andet ville være under smertegrænsen. Der er ganske enkelt ikke råd til at spare på forskningen. I krisetider skal man fastholde et højt ambitionsniveau for bevillingerne til den offentlige forskning. Derfor er det også ekstra glædeligt, at regeringen i reserven til genstart af dansk økonomi samt særlige udfordringer afledt af covid-19 afsætter 750 millioner kroner til grøn forskning næste år. Nye grønne teknologier, er ikke bare med til at løse klimaudfordringerne, men sikrer også både jobskabelse og økonomisk vækst, så vi kan finansiere vores velfærden fremover, siger Thomas Damkjær Petersen.
Kilde: IDA