Iltmaskinen Moxie har klaret det første år på Mars, og dermed har maskinen (Mars OXygen In situ resource utilization Experiment) bevidst, at den er klar, når den første bemandede tur til Mars skydes af sted en gang i 2040´erne, hvis man skal tro planerne hos NASA.
Maskinen skal producerer ilt til de kommende astronauter, dog i en noget større udgave end den, som lige nu står over har overlevet høje G-påvirkninger og lave temperaturer.
Moxie er nemlig ikke meget større end en mikrobølgeovn. Den produceret 50 gram ilt på Mars’ iltfattige overflade. Lige nok til at holde en astronaut i live i halvanden time.
Moxie har overlevet de kraftige rystelser under både opsendelsen og landingen og har nu bevist, at den kan producere ilt ved faststofelektrolyse direkte fra Mars’ atmosfære og fungere i det til tider fjendtlige miljø på planeten. Vi er også blevet en del klogere på, hvordan driften af den vil kunne optimeres, og hvordan den vil kunne bygges større, så den kan producere ilt nok til bemandede missioner, og det er et stort skridt fremad, siger Morten Bo Madsen, lektor og astrofysiker fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, som har været med på det videnskabelige hold bag MOXIE siden 2013.
I Mars’ atmosfære er der blot 0,13 procent ilt, mens 95 procent består af kuldioxid. Og netop kuldioxiden er den ingrediens, som Moxie suger ud af atmosfæren og ind i det, som er en slags omvendt brændselscelle.
Her splitter den kuldioxidmolekylerne fra hinanden og lagrer ilten. Den proces kræver energi, som Moxie får fra et relativt stort genopladeligt batteri. Men til bemandede missioner skal der langt større energikilder i spil.
Der skal produceres 3000 gram ilt i timen non-stop i 14 måneder i træk for, at seks astronauter skal kunne bo på en base, udforske planeten og ikke mindst for, at de kan forlade den igen. Her er det muligt at bruge et lille kernekraftværk, som dem der sidder i ubåde, til at forsyne en stor udgave af Moxie med energi. Et andet alternativ, som NASA ser på, er udviklingen af mere avancerede enheder, som vil kunne omdanne varme fra radioaktive kilder til elektricitet, såkaldte ‘kilopower reactors’, forklarer Morten Bo Madsen.
Den større “fabriks-“udgave bliver ifølge forskeren formentlig en til to kubikmeter i størrelse, skal flyves til Mars og sættes i drift mindst 26 måneder, før astronauterne sendes fra Jorden. For iltfabrikken giver ikke kun astronauterne ilt til at kunne bo på Mars, den gør også, at de kan komme væk fra planeten og hjem til Jorden igen, når missionen er slut.
Det er planen, at maskinen på forhånd skal producere al den ilt, som astronauterne skal bruge på missionen, så vi inden, de forlader Jorden, ved, at de kan leve på Mars og komme hjem igen. Det er suverænt det mest økonomiske, at kunne producere ilten på Mars, fremfor at medbringe den fra Jorden, fortæller Morten Bo Madsen.
Moxie er måske ikke kun noget til brug på Mars, men kan komme i spil i den grønne omstilling.
Teknologien til at indfange CO2 fra atmosfæren vil også kunne anvendes nede på Jorden til at konvertere elektrisk energi fra vindmøller og solceller til kemisk energi, som enten vil kunne konverteres tilbage til elektrisk energi, når der er et behov eller som udgangspunkt for fremstilling af flydende brændstoffer til fly, skibe og andre transportmidler, siger forskeren.
Forskerne skal nu fortsætte med at teste Moxie i alle de tænkelige scenarier, som en tilværelse på Mars byder på – inklusive forhåbentlig en støvstorm – og analysere de data, som de får tilbage fra Roveren, Perseverance, som er det Mars-køretøj, som iltmaskinen er bygget ind i.
Kilde: Københavns Universitet
