At kunne lagre strøm på svampe lyder som om, at opfinderen selv har været på, nåh ja, svampe. Men den er god nok. Sebastian Birkedal og hans forskerkolleger på AAU har opfundet svampebatteriet, der gør det både billigere og mere miljøvenligt at opbevare strøm i fremtiden. Idéen er så god, at Sebastian Birkedal får Nordjysk Universitetsfonds Innovationspris på 50.000 kroner.
– I stedet for at være afhængige af minedrift, som er skadelig for planeten, så bruger vi i stedet organiske stoffer, som vi udvinder fra svampe, vi selv dyrker. Quinoner fra svampe kan bruges som elektrolytter i batteriet. De er miljøvenlige at producere, og når batteriet en dag er udtjent, så er alle stofferne 100 procent biologisk nedbrydelige, siger ph.d.-studerende Sebastian Birkedal fra AAU i Esbjerg.
Projektet med at udvikle og forbedre svampebatteriet har med tiden vokset sig stort, men det startede med Sebastians Birkedals bachelorprojekt, som for første gang beviste, at man kunne skabe et batteri ud af svampe, som han selv havde dyrket og udvundet stoffer fra.
Sebastian Birkedal har bygget flere velfungerende prototyper af svampebatteriet, samtidig med at han og de andre forskere arbejder på at optimere alle dele af processen fra svampedyrkning til elektronik.
– Forskningen er nu nået dertil, hvor det rigtig begynder at ligne noget. Vi har fundet nogle gode svampe, der leverer et højt udbytte af de rigtige stoffer. Vi arbejder på mere effektive metoder til at udvinde stofferne. Og jeg har bygget prototypen på selve batteriet i en skala, hvor vi kan udføre tests på det i laboratoriet, siger Sebastian Birkedal.
Målet er, at svampebatteriet på et tidspunkt også skal blive økonomisk bæredygtigt i stor skala. Derfor skal der senere bygges en prototype på størrelse med en kummefryser, som kan kobles på en lille vindmølle og testes i praksis. På længere sigt skal det kommercielle potentiale undersøges sammen med bl.a. folk fra vindmøllebranchen.
Samtidig fortsætter arbejdet med at optimere på svampene, kemien og batteriet, så prisen kommer ned, før man når dertil, hvor svampebatterier kan produceres i skibscontainerstørrelse, som er nødvendigt for at kunne bruges i vindmølleparker i fuld størrelse.
Kilde: AAU