Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 9, 1998 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Ole Bostrup
Iodoform (jodoform) er et citrongult krystallinsk stof med smp. 119 °C. Det blev først fremstillet af Georges Simon Serullas i 1822. Relativ molekylmasse 393,78. Sammensætning C. 3,05%, H. 0,26%, I. 96,69%; det er det samme som triiodmethan CHI3. Iodoform anvendes som bestanddel i visse desinficerende midler.
Sådan kan fakta om iodoform formidles, men opdagelseshistorien er betydeligt morsommere end som så. Men først skal stoffet demonstreres. Det kan gøres på mange måder. Her er valgt en metode, der ligger nær op ad den oprindelige.
Fremgangsmåde
I et reagensglas hældes et par dråber ethanol og sættes det tidobbelte volumen af en mættet opløsning af iod i kaliumiodid: Iodfarven forsvinder.
Derefter tilsættes 10% natriumhydroxidopløsning til iodfarven netop vender tilbage. Kort efter begynder udfældning af gule, ofte stjerneformede krystaller.
Serullas
Georges Simon Serullas 1774-1832 var farmaceut og virkede som militær apoteker ved den franske hær i Preussen, Italien og Rusland. Efter felttogenes ophør blev han apoteker i Metz, og gjorde sig bemærket som en så fremragende kemiker, at han i 1825 blev professor i kemi ved Jardin des Plantes i Paris. Udover opdagelsen af iodoform er han kendt for fremstillingen i 1830 af perchlorsyre1.
Serullas første fremstilling af iodoform
Serullas ønskede at fremstille rent kaliumiodid, som det var svært at få fat i på hans tid. Handelsvaren, man kunne få fat i, indeholdt altid chlorid og sulfat. Han fik derfor den idé, at han ville fremstille kaliumiodid af kalium og iod. Iodet blev opløst i alkohol, og han tilsatte kalium. Stor var hans overraskelse over ikke at få kaliumiodid, men derimod et gult krystallinsk stof. Han filtrerede det fra, karakteriserede det som et hydroiodid af carbon og sendte en prøve af det sammen med en foreløbig meddelelse om sit forsøg til J.L. Gay-Lussac 1778-1850, der var redaktør for »Annales de chimie et de physique«2.
På grundlag af rapporten og den fremsendte stofprøve erklærede Gay-Lussac det for »ubestrideligt« at Serullas havde fremstillet et nyt stof, men han kritiserede, at Serullas ikke havde analyseret det, hvad der for Serullas efter Gay-Lussacs mening ville have været nemt3.
Serullas anden fremstilling
Den oprindelige metode havde krævet metallisk kalium, men Serullas kom i tanke om, at det jo reagerer med vandet i den anvendte 36% alkohol, så det måtte kunne føres med kaustificeret potaske [kaliumhydroxid]. Det blev forsøgt, og det lykkedes. Det måtte også kunne gøres med kaustificeret soda [natriumhydroxid]; det lykkedes også.
Efter Gay-Lussacs opfordring havde han bestemt indholdet af iod i det fremstillede carbonhydroiodid og fundet 89,92%. Det er c. 10% forkert jfr. den ovenfor anførte værdi I. 96,69%4.
Scanlan
M. Scanlan i Dublin skrev den 21. april 1825 til W.T. Brande 1788-1866 i London, at han havde opdaget en ny forbindelse mellem carbon og iod, fremstillet ved at behandle en opløsning af iod i alkohol med kaustificeret potaske5. Han var åbenbart ukendt med Serullas forsøg, som lige er beskrevet.
Faraday
Brande overlod manuskript og stofprøve til Michael Faraday 1791-1867, som påpegede, at det var svært at bestemme hydrogen i et stof, der indeholdt så meget iod og så lidt hydrogen. En bestemmelse ville let falde inden for forsøgets fejlgrænser. Men Faraday mente nu, at iodoform måtte indeholde hydrogen, for han havde blandet iodoform med zinkspåner, opvarmet blandingen og opsamlet en brændbar gas, der kun kunne være hydrogen6. I øvrigt gjorde Faraday opmærksom på Serullas allerede tidligere havde beskrevet stoffet.
Mitscherlichs kritik
Eilhardt Mitscherlich 1794-1863 blandede sig nu i diskussionen med flere artikler, hvor han skrev, at vel var det ubestrideligt, at Serulas havde fremstillet et nyt stof, men der var tale om »Jodkohle« [carboniodid], for han havde ikke fundet spor af hydrogen i det7. — Mitscherlich havde ikke læst Faradays note om spørgsmålet.
Afslutning
Historien om de første 5 år af iodoformets historie er belærende.
Med bagkundskab kan den moderne læser nok medgive, at det er svært ikke at mene, at man er færdig med et problem, hvis man har fundet 96,7% af en komponent og 3,1% at en anden.
Måske undrer det mest, at selv tidens største kemikere ikke læste hinandens afhandlinger.
Litteratur
l. Serullas, G. S. 1830, »Sur l’Acide perchlorique (chlorique oxigéné)« Annales de chimie et de physique 45: 270
2. Serul[l]as, G. S.1822 »Sur l’iodure de potassium, l’acide hydriodique, et sur un composé nouveau de carbone, d’iode et d ‘hydrogène, publié à Metz en mai 1822« ibidem 20: 163
3. [Gay Lussac, L.J.] 1822, »Nota« ibidem 20: 168
4. Serullas, [G.S.] 1823, »Sur l’Hydriodurede carbone; nouveau moyende l’obtenir« ibidem 22: 172
5. Scanlan, M. 1825, »On a compound of Iodine and Carbon« Annals of Philosophy 2. ser. 10: 14
6. Faraday, M. 1825, ibidem 2. ser. 10: 15
7. Mitscherlich, [E.] 1827, »Ueber eine neue Oxydationsstufe des Jods und die Verbindung des Jods mit der Kohle« Annalen der Physik 11(82): 162
Mitscherlich,[E.] 1828, »Sur un nouveau Degré d’oxidationde l’Iode, et sur les combinaisons de l’iode avec le carbone« Annales de chimie et de physique 37: 8.
