I sidste uge var det tid for Valentins Dag, og dermed alt fra røde roser, chokolade, kys og kram. Men passer det egentligt, når man siger, at kærlighed gør blind? Njah, helt dumt er det nok ikke. Lad os tage et kig på, hvordan hjernen reagerer, når forelskelsen slår til, for det er egentligt den, og ikke kærlighed i sådan mere gængs forstand, der har det med at ødelægge “synet”.
Ved en forelskelse ryger dopamin-niveauet op. Det er en vigtig del af vores belønningssystem. Vi bliver lidt høje og lykkelige. Samtidig falder niveauet af serotonin, og den kombination kan give den fornemmelse af besathed af et andet menneske, mange føler ved en forelskelse.
Og så kommer det med blindheden. Scanninger af meget forelskede personer viste en nedsat aktivitet i frontal-lapperne. Det er den mest dopamin-sensitive del af hjernen, og der hvor fornuften har til huse. Derfor har man lettere ved at tilgive, altså være lidt blind for egenskaber, man normalt ikke synes om.
Kan man være forelsket hele livet, sådan nærmest lidt Hollywood-agtigt? Nix. Tilstanden varer mellem 1-2 år som det maksimale. Derefter tager vores “kærlighedshormon” oxytocin over – eller man løber skrigende væk fra det hundehoved.
Kilde: tv4