Forskere fra DTU har fastsat baggrundsniveauet af total organisk fluor i fødevarekontaktmaterialer af pap og papir samt justeret den metode, virksomheder bruger til at undersøge, om materialerne er tilsat fluorstoffer.
Fluorerede organiske stoffer bliver blandt andet brugt i fødevareemballage af pap og papir for at gøre dem vand- og fedtafvisende.
DTU Fødevareinstituttet har i et projekt for Fødevarestyrelsen undersøgt niveauet af total organisk fluor i en række fødevarekontaktmaterialer af pap og papir, hvor fluorerede stoffer ikke er tilsat.
I projektet har instituttets forskere også vurderet den analysemetode, som industrien bruger til at bestemme totalindholdet af organiske fluorerede stoffer i fødevarekontaktmaterialer. Instituttets arbejde viser, at den anvendte metode indebærer en risiko for falsk positive resultater, fordi den medtager uorganisk fluor, som ikke er skadeligt i samme grad som organisk fluor.
DTU Fødevareinstituttet vurderer, at analysemetoden bør udvides med et ekstra trin, så kun organiske fluorerede stoffer i materialerne bliver målt og risiko for falsk positive resultater dermed undgås.
Læs mere her
Kilde: DTU Fødevareinstituttet