Ris er blandt de mest udbredte fødevarer på jorden, men en traditionel dyrkning i meget vand har en meget negativ påvirkning på klimaet, idet der udledes mange drivhusgasser. Det skyldes, at vandet gør markerne iltfattige og giver grobund for mikroorganismer, der producerer metan.
Nu har et dansk-tysk forskerhold måske fundet en vej til at mindske den massive påvirkning. Ved at tilsætte elektrisk ledende kabelbakterier til jord med risplanter kunne de nedbringe udledningen af metan med over 90 procent.
– Kabelbakterier transporterer elektroner over centimeterafstande langs deres filamenter, hvilket ændrer de geokemiske forhold i den vandmættede jord. Kabelbakterierne recirkulerer jordens svovlforbindelser og opretholder dermed en stor mængde sulfat i jorden. Det har den konsekvens, at de metanproducerende mikrober nedsætter deres aktivitet, forklarer Vincent Valentin Scholz, som gennemførte forsøgene som ph.d.-studerende på Center for Elektromikrobiologi (CEM) på Aarhus Universitet.
Det er allerede kendt, at risavlerne kan bremse udledningen af metan midlertidigt ved at sprede sulfat på rismarkerne. Det arbejde kan kabelbakterierne tilsyneladende gøre for dem – og ikke kun midlertidigt.
Næste led bliver at se, hvordan kabelbakterierne trives i rismarkerne.
Kilde: Aarhus Universitet