Forskere fra Aalborg Universitet viser i en ny undersøgelse, at lokale nyuddannede kandidaters karrierevalg har betydning for, om de bør bosætte sig i en af de mere tyndtbefolkede dele af Danmark – for eksempel Nordjylland – eller flytte til Region Sjælland eller Region Hovedstaden.
Vores forskning viser, at kandidaterne bør blive i udkantsregionen efter endt uddannelse, hvis de vil være iværksættere, fordi deres virksomhed har bedre forudsætninger her for at overleve de kritiske første tre år efter opstarten. Ønsker de derimod at blive lønmodtagere og opnå en høj nominel lønstigningstakt, bør de søge mod København, forklarer lektor Jacob Rubæk Holm fra AAU Business School, som er en af forskerne bag undersøgelsen.
Forskerne har ved hjælp af registerdata fulgt kandidatuddannede fra universiteter i Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden. De har undersøgt, om der en sammenhæng mellem uddannelsessted, valget om at blive enten iværksætter eller lønmodtager, og om hvorvidt det er en fordel for kandidaterne at blive i uddannelsesregionen.
En vigtig pointe i undersøgelsen er, at fordelen ved at etablere egen virksomhed i en udkantsregionen som Nordjylland kun gør sig gældende, hvis man er opvokset i Nordjylland og har taget sin universitetsuddannelse samme sted, påpeger lektor Kristian Nielsen, der også er en del af forskergruppen.
Fordelen ved at starte en virksomhed i sin hjemregion er langt mindre, hvis man er fra Sjælland, end hvis man er fra Nordjylland. Et stærkt socialt netværk og lokalkendskab spiller en stor rolle for at opnå succes som iværksætter, og tidligere undersøgelser viser netop, at sociale netværksrelationer ofte er tættere i tyndtbefolkede områder som Nordjylland. Omvendt er det ikke overraskende mere fordelagtigt for kandidater at blive lønmodtagere på Sjælland og i hovedstadsområdet, fordi der er bedre muligheder for at finde et job, der matcher de specialiserede kompetencer, man har som højtuddannet, forklarer Kristian Nielsen.
Kilde: Aalborg Universitet