Den nyeste viden om mikrobielle ingredienser bliver præsenteret på den første internationale konference om emnet, som løber af stablen i København fra den 2.-4. maj 2018. DTU Fødevareinstituttet er medarrangør af konferencen.
Konferencen i København skal sætte fokus på den seneste forskning inden for udviklingen og brugen af mikrobielle fødevare- og foderingredienser. Samtidig vil verdens førende ingrediensproducenters tiltag og erfaringer på området blive vist.
Mikrobielle ingredienser kan være mikroorganismer, som f.eks. mælkesyrebakterier eller starterkulturer, der bliver tilsat fødevarer og foder. Mikrobielle ingredienser kan også være probiotika eller ingredienser lavet ved hjælp af en mikroorganisme, som eksempelvis enzymer, peptider eller metabolitter.
Danske og internationale eksperter vil på konferencen få mulighed for at dele og diskutere deres erfaringer. Dels om, hvad der kan hjælpe i udviklingen af fremtidens ingredienser. Dels om, hvordan viden om ingrediensers påvirkning af mikrobiomet kan bruges til at gøre mennesker og dyr sundere. Og dels om, hvordan spildprodukter kan bruges i udviklingen af ingredienser, som kan mindske det globale madspild.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet