For tiden undersøger konservatorer ved Konservatorskolen Vinlandskortet, hvor datering og bekræftelse af autenticitet vil kunne ændre vores opfattelse af verdenshistoriens gang.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 9, 2011 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Kim Pilkjær Simonsen, René Larsen, Mikkel Scharff, Knud Botfeldt og Elisabeth Kofod-Hansen, Konservatorskolen, Det Kongelige Danske Kunstakademi
Vinlandskortet (figur 1), som opbevares på Yale University, blev erhvervet fra en boghandel i Genova i 1957. Det blev offentliggjort første gang i 1965 i en afhandling udgivet af Yale, hvor også en rejsebeskrivelse fra 1300-tallet, Tartar Relationen, blev behandlet [6]. Kortet har været genstand for megen diskussion angående dets autenticitet. En diskussion, der minder om Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet. Kan det bevises, at kortet er autentisk, har Vatikanet muligvis haft kendskab til det, og så var Christopher Columbus’ opdagelse af Amerika måske ikke så tilfældig endda, men resultatet af en sørejse inspireret af Vinlandskortet.
Vinlandskortet antages at være fra første halvdel af 1400-tallet. Det er et verdenskort, der viser den dengang kendte verden, dvs. Europa, det nordlige Afrika og Asien. Det bemærkelsesværdige er, at man, foruden omridset af Island og Grønland, vestligst på kortet ser landkonturerne af en ø, der benævnes Vinland, og som må repræsentere det vikingerne kaldte Vinland i de islandske sagaer, og som i vore dage kaldes Newfoundland.
Den palæografiske undersøgelse bekræfter, at håndskriften på kortet er i overensstemmelse med skrifttyper fra 1400-tallet og, at skriften på Vinlandskortet ligner den i Tartar Relationen [7]. At skrifttyperne stemmer overens beviser dog ikke kortets autenticitet, ligesom det ikke bekræfter dateringen, da forfalskninger med gamle skrifttyper kan foretages den dag i dag.
Analytisk-kemiske målinger af Vinlandskortet
Vinlandskortet er blevet undersøgt af kemikere og konservatorer med moderne analytisk-kemisk apparatur. Pergamentets alder er bestemt ved 14C-datering (radiocarbonanalyse), blækket er blevet undersøgt og tilstedeværelsen af det umiddelbart moderne pigment titanhvidt, TiO2, konstateret.
Radiocarbonanalyse foretaget i 2002 [8] daterede pergamentet til år 1435 ± 11. Denne datering stemmer overens med Incipit Hystoria tartaroii også kaldet Tartar Relationen, som er en beskrivelse af mongolernes kultur og adfærd, der bygger på franciskanermunken Johannes af Plano Carpinis rejse til Mongoliet 1245-1247. Rejsebeskrivelsen kendes i to udgaver, en i Luzern i Schweiz, som dateres til 1338-1340, og i en kopi som befinder sig på Yale, som er ca. 100 år yngre end Luzern-udgaven. Autenticiteten af Yale-udgaven af Tartar Relationen synes klart at være bekræftet og har ikke givet anledning til de store sværdslag. Det interessante er, at håndskriften på Vinlandskortet og på Yale-udgaven af Tartar Relationen virker identisk. Der spekuleres derfor i, om Vinlandskortet oprindelig har været en del af Yale-udgaven, og om kortet har været bundet sammen med denne i tidernes morgen.
14C-datering af pergamentet er ikke i sig selv et bevis for Vinlandskortets autenticitet, da det i princippet kunne være tegnet i nyere tid på et stykke pergament fra middelalderen. Andre analytiske metoder har derfor været i anvendelse. Forekomsten af ormehuller i pergamentet på både Vinlandskortet og Tartar Relationen har været undersøgt, og deres form og udbredelse [7] tyder med stor sandsynlighed på, at de er dannet, efter at kortet blev tegnet, og at Vinlandskortet har været brugt som forside på Speculum Historiale, hovedbogen, hvori Tartar Relationen menes at have siddet bagerst.
Undersøgelse af blækket
Blækket på Vinlandskortet er også blevet undersøgt, og her hersker der stor uenighed blandt forskerne.
Traditionelt blæk fra middelalderen er baseret på kompleksdannelse mellem jernioner og gallussyre, hvilket giver en intens sortfarvet opløsning. De middelalderlige forskrifter beskriver, hvordan galæbler knuses, blandes med vitriol, (jern(II)sulfat-heptahydrat), gummi arabicum og tilsættes hvidvin, hvorved sort blæk fremkommer.
Undersøgelserne af Vinlandskortet har givet modstridende svar mht. blækkets sammensætning. Nogle mener at kunne bevise, at blækket er jerngallusblæk, og andre at det består af sodsort [7, 9-14]. De forskellige resultater forklares først og fremmest ved, at mængden af blæk på kortet er begrænset, og at det er svært at få tilladelse til at udtage den fornødne prøvemængde. Konservatorskolens forskningsgruppe om Vinlandskortet har derfor foreslået, at kortet udsættes for den non-destruktive PIXE-analyse.
Det problematiske titanhvidt
I forbindelse med undersøgelserne af blækket er tilstedeværelsen af anatas, TiO2, blevet fundet [14]. Anatas og rutil kendes i dag som titanhvidt og anvendes i næsten alle former for hvid maling, hvad enten den er olie- eller acrylbaseret. Titanhvidt kom først på markedet kommercielt omkring 1920, og derfor har tilstedeværelsen af titanhvidt hidtil været en sikker indikation på forfalskninger. Anatas findes dog naturligt i mindre mængde sammen med mineralet kaolinit, og i visse områder omkring Rhinen ved Basel, findes anatas også sammen med calcit. Pergament er traditionelt blevet fremstillet ved, at skindet først blev behandlet med læsket kalk for at lette fjernelsen af håret, og efterfølgende blev skindet ophængt, strakt og skåret til. Pergamentet blev herefter gnedet med kalk for at fjerne fedtrester, så blækket kunne trænge ind i fibrene og ikke begyndte at løbe.
Tilstedeværelsen af en mindre mængde anatas er derfor ikke et sikkert bevis på, at Vinlandskortet er en forfalskning fra det 20. århundrede, da anatas kan stamme fra fremstillingen af selve pergamentet. I 2006 publiceredes en undersøgelse [15] af en romersk villa fra ca. år 150 i Castor, Cambridgeshire i England. Her er helt exceptionelt blevet fundet en intakt krukke med et rødt pigment, som viser en sammensætning af anatas og hæmatit (Fe2O3) i forholdet 2:1 (w/w). Det røde pigment har været anvendt til facademaling, og tilsvarende sammensætning er blevet fundet på andre romerske villaer i England. Anatas har måske slet ikke været så ukendt som hidtil troet, og tilstedeværelsen af anatas i ældre kulturarvsgenstande er ikke længere i sig selv et bevis på forfalskning.
Mange års arbejde endnu
Historien, diskussionerne og undersøgelserne af Vinlandskortet vil givetvis fortsætte mange år endnu, og indtil da vil der være frit spil for konspirationsteorierne om Vatikanets viden. For konservatorer er datering og bekræftelse af autenticitet en del af det varierede arbejde, og for at kunne bidrage til opklaringer må kemi tages i anvendelse. Kendskab til kemi er derfor en nødvendighed inden for konserveringsfaget, og konservatoren skal kunne anvende kemi i en tværfaglig relation.
Kemien i konservering
Konservatoren beskæftiger sig med bevaring af alle håndgribelige levn fra vor fælles kultur- og naturarv, og opgaverne spænder vidt fra naturhistoriske fund over historiske vidnesbyrd om menneskets hverdag til de mest forfinede og dekadente resultater af dets kunstneriske stræben. Inden for dette varierede og alsidige virkefelt er der naturlige ledetråde.
Skal et maleri renses for gammel fernis, kræver det forståelse af de organiske solventers fysisk-kemiske egenskaber, såsom Hansen-opløselighedsparametre (HSP), dD, dP og dH, Hildebrand-opløselighedsparametre og Teas-parametre (fraktionelle opløselighedsparametre) og -diagrammer [1]. Retouchering af farvelag forudsætter identifikation af de pigmenter, som kunstneren anvendte. De kan oftest foretages med uorganisk kvalitativ analyse, spottest [2], FTIR- eller Ramanspektroskopiske analyser. Afrensning af fossiler og murværk kræver kendskab til koordinationskemi, da ligander anvendes til at kompleks-binde genstridige metalsalte af kobber og jern.
Datering og bekræftelse af kunst- og kulturarvsgenstandes autenticitet er et andet aspekt af konservatorens arbejde, hvor kemi indgår i en tværfaglig sammenhæng med historie, samfundsfag og kunsthistorie.
Historien bag
Erkendelsen af kemiens vigtige rolle i forbindelse med bevaringen kan både i udlandet og Danmark føres tilbage til årtierne omkring 1800, hvor f.eks. medlem af Oldsagskommissionen, biskop Frederik Münter (1761-1830), etablerede kontakt til udenlandske, naturvidenskabelige forskere, bl.a. den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth (1743-1817) [3], der havde arbejdet med kulturarvsgenstande i Berlins museer [4]. I 1840’erne og 1850’erne var den engelske fysiker og kemiker Michael Faraday (1791-1867) rådgiver for The National Gallery i London mht. maletekniske spørgsmål, samt afrensning af malerier foruden konserverings- og bevaringsspørgsmål [5]. Selvom eftertidens forskning ikke kan bekræfte samtlige deres resultater, er disse to kendte kemikere gode eksempler på, hvordan kemien yder væsentlige bidrag til konserveringsfaget.
Referencer
1. Burke, J.: Solubility Parameters: The-ory and Application AIC Book and Pa-per Group Annual, Volume 3, 1984, (Craig Jensen, Editor), pp. 13-58.
2. Feigl, F and Anger, V.: Spot Tests in Inorganic Analysis Elsevier Science, 6th edition, 1972.
3. Madsen, H.B.: Oldsagskommissionen og dens lærde naturvidenskabelige for-bindelser. Aarbøger for Nordisk Old-kyndighed og Historie 2007, Køben-havn, Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab, 2010. p. 202-207.
4. Groen, K.: Perspectives on the evolu-tion of science for art history and con-servation, and its curent state. Paint-ings in the Laboratory. Scientific Ex-amination for Art History and Conser-vation. Dissertation, http://dare.uva.nl
5. Nadolny, J.: A problem of methodology: Merrifield, Eastlake and the use of oil-based media in medieval English paint-ers. 14th Triennial Meeting. The Hague, 12.-16. September, 2005: preprints. 2005, p. 1030-1032.
6. Skelton, R.A., Marston, T.E., Painter, D.: The Vinland Map and the Tartar Relation. New Haven Yale University Press, 1995.
7. Larsen, R. and Sommer D.V.P.: Facts and Myths about the Vinland Map and its Context, Zeitschrift für Kunsttech-nologie und Konservierung 2 (2009) 196-205.
8. Donahue, D.J. et al.: Radiocarbon Dating of the Vinland-Map Parchment Radiocarbon 44 (2002) 45-52.
9. Olin, J.S.: Evidence That the Vinland Map is Medieval Anal. Chem. 75 (2003) 6745-6747.
10. Towe, K.M.: The Vinland Map Ink is NOT Medieval Anal. Chem 76 (2004) 863-865.
11. Clark, R.J.H.: The Vinland Map – Still a 20th Century Forgery Anal. Chem. 76 (2004) 2423.
12. Henchman, M.: On the Absence of Evidence That the Vinland Map is Me-dieval Anal. Chem. 76 (2004) 2674.
13. Graham, R.: Vinland: In Inky Contro-versy Lives Anal. Chem. 76 (2004) 407-412.
14. Brown, K.L. and Clark, R.J.H.: Analysis of Pigmentary Materials on the Vinland Map and Tartar Relation by Raman Mi-croprobe Spectroscopy Anal. Chem. 74 (2002) 3658-3661.
15. Edwards, H.G.M. et al: Anatase – a pigment in ancient artwork or a modern usurper? Anal. Bioanal. Chem. 384 (2006) 1356-1365.
Jern-gallus blæk
Forskrift efter Peter Canneparius, professor i medicin i Venedig, 1660
3 dele galæbler
2 dele gummi arabicum
1 del jernvitriol (jern(II)sulfat-heptahydrat)
30 dele hvidvin
Galæblerne knuses groft i en morter, kommes i et bægerglas og tilsættes hvidvin. Sød rhinskvin kan med fordel anvendes pga. sukkerindholdet. Blandingen henstår i seks dage og omrøres en gang i mellem for at øge udtrækningen af tannin og gallussyre. Efter seks dage tilsættes gummi arabicum og jernvitriol; der omrøres jævnligt, indtil de to stoffer er opløst, hvorefter blandingen henstår i fire døgn. Der omrøres en gang i mellem det første par døgn. Herefter henstår blandingen for sedimentering af det knuste galæblepulver. Opløsningen dekanteres, og den dekanterede opløsning kan evt. centrifugeres eller filtreres for at fjerne bundfald.
Til at skrive med blækket kan en fjerpen anvendes.
Spidsen af en fjer skæres skråt og tilskæres herefter så det ligner spidsen af en fyldepen som ses på billedet.
Pennen hærdes derefter ved at dyppe spidsen af
fjerpennen nogle få sekunder i varmt sand, ca. 70°C.
spidsen af fjerpen placeres ved sidste afsnit
Figur 1. Fotografi af Vinlandskortet.
Fotografiet er venligst stillet til rådighed af Beinecke Rare Book and Manuscript Library, Yale University.
Figur 2. Skader på blæk frembragt eksperimentelt ved at behandle pergament med blækstreger i et blegebad, som det formodes at Vinlandskortet er blevet behandlet med. Opfugtningen og den efterfølgende tørring får det fleksible pergament til at udvide sig og derpå trække sig sammen. Dette medfører, at det ufleksible blæklag krakelerer, løsnes og falder af. A, B og C er tre forskellige typer jerngallusblæk og D er blæk baseret på lampesod.
©Kunstakademiets Konservatorskole
Figur 3. Skader på Vinlandskortets tegningsstreger. Skaden består i, at blækkets øverste pigmentlag falder af og efterlader svage spor og en svagere gulbrun streg underneden. Denne streg består af små partikler af blækpigment og bindemiddel, som er fikseret i pergamentoverfladen.
©Kunstakademiets Konservatorskole
Figur 4. Blækskader på en side af Codex Sinaiticus, som stammer fra det 4. århundrede, og er verdens ældste udgave af vore dages bibel. Det er samtidig den ældste udgave af den bogform, som vi kender i dag. Tidligere bøger var i rulleform skrevet på pergament og papyrus.
©Kunstakademiets Konservatorskole.
