Hvorfor taber du dig ved at følge Niels Ehlers omega-metode, og hvad er biokemien bag?
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 2, 2003 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Jens Folke, cand.scient et fil. dr., MiljøForskerGruppen
Thorvald Pedersen skriver i Dansk Kemi nr. 1 om sukker og fedt i forbindelse med overvægt, idet han henviser til Arne Astrup, Claus Meyer og Niels Ehler. Selv har jeg gennem en årrække langsomt måttet konstatere vægtens stigende kurve, uden at jeg egentlig var i stand til succesrigt at gøre noget ved det. Inspireret af Niels Ehlers bog »Lev fedt – bliv slank«, Gyldendal 2002, kastede jeg mig derfor over N.V. Bhagavan’s »Medical Biochemistry«, Jones and Bartlett Publishers, 1992. Beriget med en passende teoretisk ballast begav jeg mig ud i, hvad der har vist sig at være mit livs første succesrige kostomlægning. På 10 uger tabte jeg i gennemsnit et kilo om ugen, og over de sidste tre måneder har jeg tabt yderligere tre kilo.
Nøglen til forståelse
Ved fødeindtagelse starter fordøjelsen ved tygning, hvor der bl.a. tilføres amylase til nedbrydning af stivelse. Kroppen foretager løbende en online kemisk måling af koncentrationen af aminosyrer og glucose i blodet. Disse bestemmer i et kompliceret samspil med somatostatin-doseringen af hormonerne insulin og glucagon til blodet (fra bugspytkirtlen). Kroppen kommer i en anabolsk fase, hvis insulinkoncentrationen er meget højere end glucagon og i en katabolsk fase, hvis glucagonkoncentrationen er høj. Blodsukkeret er af afgørende betydning for induktion af insulin, men også aminosyrerne arginin og leucin inducerer insulin. Glucagon induceres af arginin og leucin.
Dvs. indtagelse af føde, som giver stor og hurtig stigning i blodsukkeret, får insulin til at stige, mens proteinrig fødeindtagelse stimulerer glucagon og i mindre grad insulin.
Den anabolske fase
Når kroppen kommer i en anabolsk fase, betyder det, at insulin får kroppen til at bruge sukker til forbrænding. Sukker oplagres som glycogen i lever, muskler og andre organer til senere brug, og fedtvævet (flommen) oplagrer fedt fra blodet. Dette er meget smart, så længe man er i voksealderen.
Den katabolske fase
For os, som er vokset lidt for meget, har den katabolske fase dog flere fordele at byde på. Glucagon får leveren til at starte en syntese af glucose, der sikrer forsyninger til de røde blodlegemer og hjernen (som ikke kan forbrænde fedt og proteiner). Musklerne og flere andre væv forbrænder fedt for at spare på glucosen, og for at sikre energiforsyningen til kroppen afgiver fedtvævet fedt til blodet. Syntesen af glucose i leveren sker med proteiner som byggesten, alanin er den vigtigste precurser. Den fås både via kosten og fra muskelvævet. Syntesen går via pyrodruesyre ved i princippet at køre glycolysen baglæns (boks). Det interessante er, at energien til syntesen kommer fra fedtforbrænding. De vigtigste metabolske reaktionsveje er vist i figuren.
Omdannelse af fedt
Sukker kan altså omdannes til ikke-essentielle aminosyrer, og protein kan bruges til glyconeogenese (syntese af glucose). Overskud af både sukker og protein omdannes i leveren til fedt og oplagres, men hvis insulinkoncentrationen er høj nok, sendes der større mængder ud i blodet som glycolipider, hvor de optages i fedtvævet. Fedt er energikilden til musklernes hvilestofskifte, med mindre insulin forhindrer dette. Dvs. mættede fedtsyrer kan kun bruges til forbrænding, mens glucose og ikke-essentielle aminosyrer kan omdannes indbyrdes.
Mængden af fedt i maden måles allerede i mavesækken, som giver leveren besked om, hvor meget galde der lukkes ud i tarmsystemet. Formålet er at hydrolysere og emulgere fedtstofferne, så de kan optages passivt gennem tarmen. Galdesyrer er fulde af cholesteroler, og 90% genoptages fra tarmen. Derfor kan gode fedtsyrer (-3 og -6 fra f.eks. fed fisk og gode planteolier) nedbringe cholesterolindholdet i blodet betragteligt. Folk, som spiser meget fedtfattigt, har stor risiko for at udvikle galdestensproblemer, fordi galdeblæren aldrig bliver tømt.
Motion er nødvendig
Alle har hørt, at motion er godt, fordi det forbrænder fedt. Men er motionen intensiv, dannes der mælkesyre i musklerne, når de ikke kan nå at forbrænde glycogenet via Krebs cyklus (se figur). Den ophobede mælkesyre i muskelvævet frigives dernæst i et intensivt forløb, der kan strække sig over flere dage. Leveren opsamler mælkesyren og omdanner den til glucose, som muskelvævet optager og omdanner til glycogen. Energien får leveren fra fedt. Veltrænede muskler får en mere selektiv følsomhed over for insulin, idet de på samme tid kan præstere fedtforbrænding og glycogen-akkumulering. En utrænet muskel mister denne evne og får en følsomhed over for insulin, som mere ligner fedtvævets: Når der er insulin til stede, forbrændes sukker, og glycogenreserverne er allerede fuldt opbyggede. Derfor forbrænder fedtvævet også sukker og opsamler fedt fra blodet »til onde tider«, hvor der måtte være brug for den ekstra energi.
Hvad betyder alt dette for vægttabet?
Motion
Det er svært at tabe sig uden at øge motionsmængden, og her gælder det desværre, at jo mere intensiv motionen er, jo mere mælkesyre dannes og jo længere varer den positive effekt. Man kan ikke sulte sig slank, da stofskiftet i så fald skifter karakter, sparer på ressourcerne, og spiser muskelmassen. Man får en ond cirkel med elevatorvægt, hvor vægttabet kommer fra muskeltab på vej ned, og vægtforøgelsen kommer fra fedtophobning på vej op. Det giver fedt, som kun forbrændes i lever og de muskler, der nu er blevet mindre af. Jo flere elevatorture, jo større bliver kroppens fedtprocent.
Øget proteinindtag
Det gælder om at øge proteinindtaget, så man undgår, at alanin tages fra muskelvævet. En ønskværdig tilstand under en slankekur er, at blodets glucagonniveau er højt, så kroppen bruger fedt til basisforbrænding. Glucagon får leveren til at tage af proteinerne og danne sukker, hvilket giver et meget stabilt blodsukker, der mindsker appetitten. Mælkesyren fra den daglige halve times intensive motion omdannes også til sukker. Sukkeret oplagres i musklerne som glycogen og bruges af de røde blodlegemer og hjernen. Fedtet forsvinder langsomt fra blodet, og fedtvævet må supplere fra reserverne.
Undgå hurtige kulhydrater
Man skal undgå kulhydrater, som giver en hurtig øgning af blodsukkerkoncentrationen og dermed kraftig insulininduktion. Dvs. at kartofler, hvedebrød og andre stærkt stivelsesholdige produkter så vidt muligt skal undgås. Sucrose er et no-no, uanset om det kommer fra roer eller sukkerrør, og større mængder fructose eller kemiske sødemidler er heller ikke uproblematiske. Derimod er linser, bønner og grønsager glimrende. Selv bruger jeg blomkålsbuketter, kikærter, linser, kastanjer m.m. som erstatning for kartofler og ris. Pasta er vist nok ikke ligeså slemt som kartofler, da durumhveden er knap så tilgængelig som almindelig hvede.
Mælken
Insulin induceres også af arginin og leucin, dvs. af protein, hvilket jo er smart nok af moder natur. Når den lille kalv får sin proteinrige mælk, induceres insulin, og den bringes i en anabolsk fase, hvor den udnytter næringsoptaget optimalt. For »slankenister« betyder det, at det ikke er omkostningsfrit at drikke skummetmælk.
Alkohol
Alkohol får leveren til øjeblikkeligt at forbrænde alkohol i stedet for fedt eller sukker. Er der ikke brug for energien fra alkoholforbrændingen, bruger leveren energien til at omdanne glucose og protein til fedt. Selv har jeg oplevet, at vægtforøgelsen ved indtagelse af alkohol kan mindskes eller stoppes, hvis kroppen forinden har fået sin motion. Dermed bruges energien til at omdanne mælkesyre til glucose, som musklerne har brug for. Jeg må jo nok tilstå, at rødvinens tilbagekomst på bordet er den væsentligste årsag til, at jeg ikke har fortsat de første ugers kraftige vægttab. Desuden er jeg stort set nede på en vægt, jeg befinder mig godt med, alder og vellevned taget i betragtning, så det gælder om at finde den rigtige balance for at blive der.
Teori om genetisk udvælgelse
Mange har utvivlsomt misundt dem, som kan spise, hvad de vil uden at blive tykke. Der har været mange bud på en forklaring, men jeg er overbevist om, at der også er en genetisk udvælgelse bag. Igennem hele middelalderen og frem til 1900-tallets første halvdel var fattigdom og børnedødelighed en svøbe for almuen. Blandt de børn der døde, var dem, der ikke kunne tage ordentlig på af den føde, de fik. Med andre ord er der sket en udvælgelse af dem, som kunne arbejde hårdt på få kalorier (som havde en høj insulinproduktion, og som hurtigt kom i en anabolsk fase). Husmandens efterkommere har vægtproblemer i dag, hvorimod herremandens slægt altid har haft vellevned og derfor har bortselekteret dem, der ikke kunne klare vellevned. Herremandens slægt producerer sandsynligvis mindre insulin på den samme føde end husmandens slægt. Det er et tungt lod at nedstamme fra almuen i vores moderne kontorsamfund.
Glycæmisk indeks
Der har været talt og skrevet meget om fødevarers glycæmiske indeks. Det er besværligt at måle, da man skal have fat på levende mennesker, hvilket giver usikkerhed i målingen og er dyrt.
I stedet har jeg udtænkt følgende: Tag en portion mad på 100 g, tilsæt 50 g vand med 5% flydende Ariel eller lignende enzymvaskemiddel og blend det i en foodprocessor ved 35°C. (Vaskemidler er jo lavet til at opløse mad(pletter), så de må være en glimrende efterligning af den første del af fordøjelsen). Lad det stå i en halv time og mål så mængden af frit glucose og frie aminosyrer (alanin, arginin og leucin). Min hypotese er, at disse resultater kan korreleres til det glycæmiske indeks, så folk kan få en bedre fornemmelse for potensen af de indtagne fødemidler.
Jeg håber, ovennævnte lille dagbog kan være en inspiration for mange glade køkkenkemister. Det er ikke umuligt at få god mad, selv om man ikke vil ødelægge sit helbred.
Figuren viser, hvordan glucose/stivelse, fedt og proteiner anvendes til energi for kroppen. Glucose og fem aminosyrer går via pyrodruesyre, som irreversibelt omdannes til acetyl-CoA, mens fedt og flere andre aminosyrer går direkte til acetyl-CoA. Enkelte aminosyrer træder ind i Krebs cyklus via andre trin. De essentielle aminosyrer er anført i kursiv.
Biokemien bag
Du kan leve af færre kalorier, hvis din diæt indeholder meget hvede og kartofler, end hvis den indeholder meget protein og fedt med meget lidt stivelse.
Når kroppen foretrækker at forbrænde glucose, er det, fordi det er simpelt, hurtigt og effektivt. Musklerne oplagrer glycogen for at klare en spurt under anaerobe forhold og danner lactat/mælkesyre via pyruvat/pyrodruesyre. Under hvile forbrænder de fedt, fordi der er tid. Mælkesyren frigives i hvile fra musklerne, og leveren sætter to mælkesyrer sammen til en glucose og tager energien fra fedtforbrænding.
Fællesnævneren for forbrænding af glucose, protein, fedt og alkohol er Acetyl-CoA, som er indgangen til Krebs cyklus. Både glucose og proteiner kører via pyrodruesyre (deaminering af alanin giver pyrodruesyre), som ved en decarboxylering danner Acetyl-CoA, mens fedt og alkohol kører direkte til Acetyl-CoA, fedt ved ß-oxidationen, hvor hver cyklus afspalter to carbon via acetaldehyd.
Fra pyrodruesyre kan syntesen køre baglæns, og der kan dannes glucose igen, såvel som ikke essentielle aminosyrer. Når man ser på aminosyrers og proteiners kompleksitet i sammenligning med stivelse, er det ikke mærkeligt, at syntesen fra proteiner er mindre effektiv. Fra Acetyl-CoA kan der ikke dannes glucose eller protein, hvorfor fedt og alkohol kun kan bruges til energifremstilling via Krebs cyklus.
