Kolesterol bliver ofte forbundet med hjerte-kar-sygdomme, men det rækker langt ud over det. Kolesterol er afgørende for cellernes normale funktion, og ny viden om kolesterolbalancen i celler giver håb om en mulig behandling af sygdommen Niemann-Pick type C, der også kaldes “børne-demens”.
Kolesterol fungerer som en vigtig bestanddel af cellemembranerne og er nødvendig for produktionen af vitamin D og hormoner som østrogen og testosteron. Men for at opnå disse positive effekter skal kolesterol være tilgængeligt og korrekt fordelt i cellerne.
Hvis kolesterol bliver fanget inden i cellerne, kan det føre til udviklingen af Niemann-Pick type C-sygdommen, en alvorlig lidelse i det centrale nervesystem, der også kaldes for børne-demens.
En defekt i bestemte proteiner er årsagen til ophobningen af kolesterol. For at forstå de grundlæggende mekanismer bag kolesterolfordelingen studerede forskningsgruppen på Aarhus Universitet et af de vigtigste proteiner, der er forbundet med denne sygdom. Ved at anvende kryo-elektronmikroskopi undersøgte de proteinets struktur ved høj og lav pH.
Resultaterne afslørede en tunnel gennem proteinet med et sterolmolekyle indeni. Tunnelens dimensioner og sterolens position viste sig at variere afhængigt af pH-niveauet.
Disse variationer er forbundet med en specifik del af proteinet, der reagerer på ændringer i pH, og kan være med til at forklare, hvordan ophobningen af kolesterol kan ske. Forskernes fund bidrager til vores forståelse af Niemann-Pick type C-sygdommen, og generelt hvordan cellerne fordeler kolesterol og opretholder optimale niveauer af kolesterol.
– Den komplekse mekanisme krævede både tålmodighed og en samarbejdsorienteret tilgang. Jeg er virkelig stolt af dette arbejde, der ikke blot har givet nye indsigter, men også var en fantastisk personlig oplevelse, siger førsteforfatteren af artiklen, Kelly May Frain.
Medforfatter Lynette Nel tilføjer:
– Vi er meget tilfredse med disse resultater, der har været undervejs i de sidste fem år. Jeg er taknemmelig for denne lærerige oplevelse og det fantastiske hold, jeg har haft mulighed for at arbejde sammen med.
Resultaterne blev offentliggjort i det internationale tidsskrift PNAS
Kilde: Aarhus Universitet Natural Sciences