Novo Nordisk Fonden uddeler 124,9 mio. kr. til avanceret forskningsinfrastruktur, som skal ruste de danske forskningsmiljøer til udvikling og gennembrud inden for biomedicin, bioteknologi og naturvidenskabelig og teknisk forskning.
Kemikere, biomedicinere og plantebiologer er blandt de faggrupper, der får mulighed for at etablere eller udvikle ny forskningsinfrastruktur, der skal bruges til at understøtte deres forskning. I ni forskellige projekter skal forskerne etablere avancerede laboratoriefaciliteter med højteknologisk udstyr, hvoraf flere kan bruges på tværs af traditionelle faggrænser. Novo Nordisk Fonden støtter projekterne med i alt 124,9 mio. kr.
Fælles for de ni projekter er, at infrastrukturen er åben og dermed bliver stillet til rådighed for andre forskere, herunder til udvikling og forskning i industrien.
Et af projekterne skal tilbyde en teknologisk platform, der ved hjælp af avanceret lysmikroskopi kan bruges til at studere dynamikken og funktionen af et enkelt molekyle i naturlige omgivelser. Disse undersøgelser giver et unik indblik i cellens komplekse processer, fra interaktioner mellem de enkelte molekyler til hele cellens maskineri.
Et andet projekt skal etablere en screening-facilitet, der imødekommer et stort behov i det danske biomedicinske miljø. Ved hjælp af CRISPR-teknologi, der også er kendt som ”gen-saksen”, muliggør den nye facilitet undersøgelser af hundredvis eller sågar tusindvis af individuelle gener på samme tid.
Kilde: Via Ritzau