Komælk kan indeholde giftstoffer fra koens føde. Det var årsagen til en katastrofal epidemi af uforklarlige dødsfald i 1700- og 1800-tallets USA. Men også ammende kvinder kan overføre kemikalier fra f.eks. arbejdsmiljø og forbrugerprodukter til barnet gennem modermælken.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 6/7, 2007 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Karin Sørig Hougaard, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Det var et sorgens år for den 8-årige Abraham Lincoln, Amerikas kommende præsident. I 1818 mistede han først sin mor, og kort tid efter døde også en onkel og en tante. Abraham delte sorgen med mange andre amerikanere denne sensommer – årstiden, hvor familier blev udryddet, landsbyer næsten uddøde eller blev forladt. Mælkesygen havde slået til igen (figur 1).
Mælkesyge
Mælkesygen kom fra komælk – det stod klart. Når mennesker drak »dårlig« mælk, forsvandt appetitten, de kastede op, blev rastløse, og deres ånde lugtede af acetone. De forgiftede bevægede sig i slow motion – derfor fik mælkesyge fik også tilnavnet »the slows«. Efter dage til uger gik patienten i koma, måske for senere at dø. Overlevende udviste ofte permanente skader. Men – hvordan havnede sygdommen i komælken? Forvirringen var total, for den diegivende ko var ofte rask nok, mens dens kalv døde, rystende som et espeløv [1].
Årsagen
Landmanden John Rowe mistede mange dyr pga. mælkesyge, men i 1838 falder femøren. Rowe har længe observeret sine dyr og mistænker en vildtvoksende plante for at være årsag til miseren. Han fodrer nogle dyr med hvid hjortetrøst (figur 2) og ser, at dyrene bliver sløve og bevæger sig langsomt og stift. De ryster over hele kroppen, når de bevæger sig. (For mange dyr er denne rysten så karakteristisk for mælkesyge, at sygdommen også blev kaldt »trembles«). Dyrene trækker besværet vejret og dør til sidst i koma. Rowe kendte nu årsagen til »trembles« – og dermed mælkesygen – og beskrev sine fund i den lokale avis. Desværre kom artiklen en berømt læge for øje. Denne læge var fuldstændig overbevist om, at mælkesyge stammer fra giftsumak (»poison ivy«) og afskrev Rowes resultater som nonsens. Så sent som i 1907 skriver en medicinsk lærebog: »Mælkesyge er en infektionssygdom, der optræder i mennesker og dyr. Sygdommen antages at stamme fra en gift fra jorden. Sygdommen spreder sig til mennesker gennem mælk, ost og smør«. Først senere i 1900-tallet – og utallige dødsfald senere – erkender man at det er hvid hjortetrøst, der forårsager mælkesyge [2;3].
Giftens mekanisme
Hvid hjortetrøst indeholder tre ketoner, tremeton, hydroxytremeton og dihydrotremeton (figur 3). Stofferne er ikke giftige i sig selv, viser reagensglasforsøg, men skal gennem leveren, hvor enzymer omdanner dem til giftige forbindelser. Den kemiske struktur af disse omdannelsesprodukter er ukendt, men man ved, at de er stærkt fedtopløselige. Komælk indeholder meget mere fedt end blodet gør, så stofferne vandrer fra koens blod over i mælkefedtet. Koen skiller sig altså af med giften, men giver den samtidig videre til sit afkom, eller giften havner i mælkeprodukter [1].
Det er ikke planteketonerne, man lugter i udåndingsluften, men ketonstoffer som kroppen selv producerer. Giften hæmmer citrat synthase, det første enzym i citronsyrecyklus, der omsætter brændstofmolekyler fra maden til den energiform, kroppen benytter som »benzin«. Når tremeton blokerer citronsyrecyklus, stiger blodets indhold af ketonstoffer så meget, at udåndingsluften lugter heraf. Når ketonstoffer hober sig op i blodet, falder pH – der opstår acidose, nogenlunde som hos patienter med en dårligt reguleret sukkersyge. Symptomerne går i sig selv, hvis den forgiftede behandles med natriumbikarbonat, indtil kroppen udskiller giften. Bikarbonat er basisk og hæver blodets pH, så den forgiftede ikke dør af for meget syre i blodet, men det vidste man ikke dengang i nybyggerland [2,4].
Mange nybyggere i borgerkrigens eftertid måtte sande, at det ikke altid er en fordel, at landet flyder med mælk. Det sidst kendte tilfælde af mælkesyge er fra 1963, hvor to små piger havde drukket mælk fra en lokal landmand, hvis køer græssede i en skovtykning overgroet med hvid hjortetrøst. Mælkesyge er altså ikke et problem i dag, primært fordi malkekøer ikke længere græsser på vidstrakte »vilde« landbrugsarealer. Selve problemstillingen er dog stadig aktuel – små, fedtopløselige miljøfremmede molekyler vandrer nemlig fra moderne kvinders blod til ammemælk og kan skade spædbørn.
Miljøfremmede stoffer i modermælk
Modermælk er den bedste kilde til ernæring for spædbarnet og nedsætter barnets risiko for allergi og sygdom senere i livet. Men – det diende barn deler moderens udsættelse for kemiske stoffer. Nogle svært nedbrydelige, fedtopløselige stoffer hober sig nemlig op i kroppens fedtvæv. Det gælder f.eks. chlorholdige pesticider, polychlorerede biphenyler (PCB’er), der tidligere blev brugt i bl.a. elektriske anlæg, og dioxiner, der opstår ved forbrænding. Kvindekroppen skiller sig gerne af med disse fedtopløselige stoffer gennem modermælk, der har et højt indhold af fedt. Der er ca. 10 gange mere fedt i modermælk end i blod, så koncentrationen af fedtopløselige forureninger er tilsvarende højere i modermælk end i blod. Tabel 1 viser indholdet af nogle af disse stoffer i ammemælk. Mange af stofferne kan skade nervesystemet, især hos fostret eller spædbarnet. Derfor er det yderst problematisk, hvis moderen overfører disse stoffer til barnet i det tidlige liv [5].
Hvor kommer stofferne fra
Kvinden optager de fleste af stofferne gennem maden, men visse stoffer i arbejdsmiljøet er også risikable. Bly er ét eksempel. Reglerne siger derfor, at ammende kvinder kun må arbejde med bly, hvis de kan udføre arbejdet uden at optage tungmetallet. Der kan også være behov for at beskytte amningen ved arbejde med andre fedtopløselige farlige stoffer – f.eks. nogle bekæmpelsesmidler, kviksølv og bromerede flammehæmmere [5,6].
Halveringstiden er høj for mange af de persistente stoffer, fem år og derover er ikke ualmindeligt. Heldigvis viser målinger, at mange af de skadelige stoffer trods alt forsvinder fra ammemælk, når de udfases. Det fremgår tydeligt af tabel 1, der viser et stort fald fra midt i 80’erne til ti år senere. Forbrændingsanlæggene udledte i denne periode mindre og mindre dioxin, fordi der kom filtre på skorstenene. Samtidig forbød mange lande brugen af PCB’er. Et andet eksempel kommer fra Sverige, hvor indholdet af bromerede flammehæmmere i modermælk faldt fra 1998 til 2000, dvs. samtidig med at svenskerne reducerede brugen af disse forbindelser betydeligt. Til gengæld er phthalater (»blødgørere«) begyndt at dukke op i modermælk Det har dog ikke fået Sundhedsstyrelsen til at ændre sine anbefalinger om amning – fordelene ved amning overskygger langt ulemperne. For phthalaterne gælder endvidere, at kroppen hurtigt nedbryder og udskiller dem [5,7].
Fremtiden
Giftig komælk var den hyppigste dødsårsag i mange amerikanske landsamfund i det 18. og 19. århundrede. I dag er mælkesyge en saga blot, men vi kæmper i stedet med den nære fortids brug af svært nedbrydelige kemikalier. Reelt bør der slet ikke være fremmedstoffer i modermælk, men det er urealistisk i løbet af en kort årrække at fjerne de »gamle« stoffer fuldstændigt. Heldigvis er det sværere at markedsføre nye stoffer i dag, og mange af de gamle kendinge er forbudt – i hvert tilfælde i den vestlige verden. Vi kan undgå at gentage fortidens synder ved regelmæssigt at undersøge modermælk for miljøfremmede stoffer. Et af problemerne er, at mens kendte problemstoffer ofte indgår i analysen, er potentielle nye stoffer sjældent med. Det siger sig selv, at kun hvis analysen medtager nye stoffer, der optræder hyppigt i miljøet, er der mulighed for at fjerne eksponeringen, før et evt. problem vokser sig stort. Allerbedst ville det selvfølgelig være, om stoffer kun blev tilladt, når man på forhånd havde vist, at de nye kemikalier ikke hober sig op i modermælk.
Litteratur
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har links til og beskrivelser af gode, gratis databaser for kemikalier i arbejdsmiljøet på http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/tokslinks
Referencer
1. R. C. Beier, J. O. Norman, The toxic factor in white snakeroot: identity, analysis and prevention, Vet. Hum. Toxicol. 32 Suppl:81-8, 81-88 (1990).
2. C. M. Plummer, Poisoned milk, Chem Matters, 10-13 (1993).
3. R. L. Thomas, The Ecletic Practice of Medicine (Illustrated second edition). The Scudder Brothers Company, Cincinnati, Ohio (1907).
4. O. P. Sharma, R. K. Dawra, N. P. Kurade, P. D. Sharma, A review of the toxicosis and biological properties of the genus Eupatorium, Nat. Toxins. 6, 1-14 (1998).
5. Sundhedsstyrelsen. Indhold af dioxiner, PCB, visse chlorholdige pesticider, kviksølv og selen i modermælk hos danske kvinder 1994-94. 1-60. 1999. København, Sundhedsstyrelsen.
6. Arbejdstilsynet. At-vejledning A.1.8. Gravides og ammendes arbejdsmiljø. Februar 2002.
7. Sundhedsstyrelsen, Anbefalinger for spædbarnets ernæring. Vejledning til sundhedspersonale. Sundhedsstyrelsen, København (2006).
Tabel 1. Chlorerede kulbrinter i fedtfasen i human ammemælk i Danmark i 1982, 1985 og 1995.
Figur 1. Nancy Hanks døde i 1818 af mælkesyge, og er sygdommens berømteste offer, men hun var bestemt ikke den eneste. I Dubois County, Indiana, var mælkesyge skyld i mere end halvdelen af alle dødsfald tidligt i det 19. århundrede. Og på Ritchie-familiens website står om Eli Ritchie: »described by those who knew him as a tall and strong man, squarely built with broad houlders….was found dead at a camp in the Nantahala mountains where he had gone to look after his cattle. It was believed that he died of milk-sickness« ([2] http://freepages.genealogy.rootsweb.com/~hemlockhill/Ritchie.htm) (Ill. venligst udlånt af Lincoln Boyhood National Memorial, Indiana, US National Park Service)
Figur 2. Hvid hjortetrøst (Eupatorium rugosum/Ageratum altissimum, på amerikansk white snakeroot) er en opret, ca. 100 cm høj staude med en enkelt eller ganske få, hårede eller glatte stængler. Bladene er modsatstillede og ovale med takket rand. Oversiden er mat mørkegrøn, mens undersiden er skinnende lysegrøn og svagt håret. Planten blomstrer i juli-oktober i små, kompakte, regnfan-agtige skærme. Blomsterne er snehvide og regelmæssige med smalle, spidse kronblade. Frugterne er tørre nødder med kort fnok. Rødderne er tykke og seje jordstængler med mange trævlerødder. Hvid hjortetrøst hører hjemme i det østlige USA og Canada, hvor planten vokser langs skovbryn og i overgangszonen mellem løvskov og prærie. I Wisconsin har den været meget udbredt i de »egesavanner«, der opstod som følge af afbrænding af underskoven (www.da.wikipedia.org). (Ill. G.A. Cooper. © Smithsonian Institution, Plant Image Collection (http://persoon.si.edu/PlantImages).
Figur 3. Tremeton, den vigtigste af de tre giftige ketoner i hvid hjortetrøst. Stofferne bliver tilsyneladende først giftige efter metabolisering i leveren (ChemIDplus: http://chem.sis.nlm.nih.gov/chemidplus/).
