Den 24. januar lyder startskuddet til Naturfagsmaraton, når konkurrencen officielt begynder i Smørum Kultur- og Idrætscenter.
I år har Naturvidenskabernes Hus samarbejdet med Novozymes, Dansk Byggeri og Dansk Akustisk Selskab om at udvikle tre af de i alt otte opgaver til Naturfagsmaraton.
På tværs af alle aktiviteter samarbejder Naturvidenskabernes Hus med virksomheder og organisationer for at forbinde undervisningen i naturfagene og matematik med virkelige problemstillinger.
Novozymes har leveret de enzymer, som eleverne skal arbejde med i enzymopgaven. Her skal de undersøge, hvordan enzymer og naturens egne løsninger kan bruges til at reducere brugen af kemikalier og spare strøm, for eksempel når vi vasker vores tøj.
– Naturen er fantastisk, og med biologiske løsninger som enzymer, kan vi hjælpe til med at løse nogle af verdens største problemer som forurening og global opvarmning. Jeg håber, at dét vil kunne give eleverne blod på tanden, så de ser hvor sejt det er at arbejde med naturvidenskab, siger Claus Crone Fuglsang, der er forskningsdirektør i Novozymes.
Det er 17. gang, at Naturfagsmaraton bliver afholdt. Naturfagsmaraton er landets største naturfagskonkurrence og et undervisningsforløb til 5. og 6. klasse i hele landet.
Både elever og lærere får erfaringer med undersøgende og praktisk undervisning, der har til hensigt at øge elevernes interesse i og motivation for at lære mere om naturfag og teknologi
Eleverne skal hjælpe borgerne i den fiktive provinsby Grønby med at løse en række autentiske og spændende udfordringer, som en by i Danmark kan stå over for.
Naturfagsmaraton består af otte opgaver, som kan løses enten som en halvmaraton (fem opgaver) eller som en hel maraton (otte opgaver).