Alessandro Volta. Hvem var det nu lige, han var? De fleste vil nok gætte på, at han har noget at gøre med elektricitet, og det er et smart gæt. Den italienske fysiker og kemiker med det imponerende navn Alessandro Giuseppe Antonio Anastasio Volta, født den 18. februar i 1745, stod bag opfindelsen af det elektriske batteri – eller i hvert fald forløberen for det.
De to amerikanske organisationer Battery Council International og the Essential Energy Everyday har sammen lanceret et nyt logo, der skal anvendes til at fejre National Battery Day på netop den 18. februar. Tidligere har der ikke været noget samlende logo bag dagen, men nu håber de to organisationer, at de med det nye logo kan få begivenheden og #BatteryDay til at gå viralt.
Forløberen for det elektriske batteri var den såkaldte Voltasøjle. Volta fastsatte, at det mest effektive par ulige metaller at producere strøm med, er zink og sølv. Han stod i øvrigt også bag opdagelse af metangas, og jo – måleenheden for elektrisk spænding, volt, er opkaldt efter ham.