
De popper op overalt – billeder af mad. Mange af dem er reklamer, der skal få os til at købe eller spise noget – fx fastfood.
Men ny forskning tyder på, at mange billeder af den samme type mad kan have den stik modsatte virkning. Vi føler os mætte – også uden at vi har sat tænderne i noget som helst.
Udover umiddelbart at være noget selvmodsigende, kan den viden på sigt hjælpe mod fx overspisning. Det mener Tjark Andersen, der lige har forsvaret sin ph.d. ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.
– I vores forsøg viste vi, at når deltagerne ser det samme madbillede 30 gange, føler de sig mere mætte, end før de havde set billedet. De deltagere, der fik vist billedet mange gange, valgte desuden en mindre portion, end dem, der kun fik madbilledet vist tre gange, da vi efterfølgende spurgte, hvor stor en portion, de havde lyst til, siger han.
Indenfor hjerneforskningen forklares det med den såkaldte grounded cognition-teori. Hvis du for eksempel forestiller dig at sætte tænderne i et æble, vil ifølge teorien de samme områder i hjernen blive aktiveret, som når du rent faktisk tager en bid af et æble.
– Du får en fysiologisk respons på noget, du blot har tænkt. Det er derfor, vi kan føle os mætte helt uden at spise noget, siger han.
Derfor er det ikke egentligt en nyhed, at man på denne vis kan snyde sin hjerne til at tro, at man er mæt. Det nye ved forskningen er, at man har styr på, hvor mange gange, man skal se det samme billede.
Måske kan den viden bruges som en metode til at styre sin appetit, vurderer han.
– Hvis man nu lavede en app, der var baseret på en Google-søgning. Lad os sige, du havde lyst til pizza. Du åbner appen. Vælger pizza – og så viser den en masse billeder af pizza, mens du forestiller dig, at du spiser det. På den måde kunne du få en mæthedsfornemmelse og måske helt holde dig fra at spise pizza, siger han.
For netop ikke at begynde på et måltid er klart den bedste vej til at få færre kalorier. Hvis de mange billederne ikke kunne afholde én fra at begynde at spise, tog man godt nok en mindre portion, men ikke meget mindre.
Kilde: Aarhus Universitet