Forskere fra Københavns Universitet har fundet et protein, RTEL1, der er kritisk for, at kræftceller overlever ved celledelingen. Ved at designe stoffer, der kan hæmme RTEL1, kan man forhåbentligt dræbe udvalgte kræftceller.
Celledelingen er en vigtig proces i vores krop, men ved kræft går delingen galt. Celledelings-cyklussen har adskillige faser. De to vigtigste er S-fasen, hvor cellens DNA bliver duplikeret eller replikeret. Den anden er mitose, hvor det duplikerede DNA bliver delt ligeligt mellem de to datterceller. RTEL1 har funktioner i begge faser.
I S-fasen kan RTEL1 forebygge ødelæggende sammenstød mellem processerne med replikation og transkription af DNA (når RNA bliver lavet), som ellers kan skabe DNA-skader og kromosom-ustabilitet. I mitose fremmer proteinet en proces kaldet MiDAS, som er meget almindelig i kræftceller. MiDAS står for “mitotic DNA synthesis” og sker i det tidlige stadie af mitose. MiDAS hjælper celler med at færdiggøre DNA-replikation, som ikke er blevet fuldført i S-fasen.
– Hvis MiDAS ikke kan finde sted, fører det til celledød eller mutationer i de overlevende celler. Med hensyn til kræft betyder det, at kræftcellerne har potentiale til at blive endnu mere anormale på grund af de nye mutationer, forklarer Ying Liu, lektor ved Center for Chromosome Stability (CCS), Institut for Cellulær og Molekylær Medicin.
– Vi mener, at denne RTEL1-funktion er kritisk for alle kræftceller, der er afhængig af MiDAS, hvilket er mere end 80 procent af de kendte kræftformer baseret på vores viden, siger Ying Liu.
Kilde: KU