
Hun blev ret hurtigt kendt som Corona-Lone, da Covid-19 huserede, men bag navnet gemmer sig professor Lone Simonsen, der nu skal stå i spidsen for Roskilde Universitets nye grundforskningscenter, PandemiX.
Centeret skal ruste os bedre til kommende pandemier, og vejen til den viden er bl.a. at kigge bagud på fortidens udgaver.
Med sig har Lone Simonsen sig en gruppe medarbejdere, man roligt kan kalde for tværfaglig. Her er matematikere, fysikere, bioinformatikere, klinikere, epidemiologer og historikere, som skal kigge tilbage på de pandemierne de seneste 300-400 år.
– Vi skal også bruge de kommende år på at dissekere COVID-19-pandemien og alle de data, som er indsamlet over de sidste år i Danmark og hele verden. Ved at gå i dybden med alt det observerede fra denne og fra tidligere pandemier får vi opbygget et katalog af signaturer og specifikke fænomener, som vi kan tage ned fra hylden, når den næste pandemi kommer. For der kommer helt sikkert nye pandemier i fremtiden, som vi skal være klar til at håndtere, siger centerleder Lone Simonsen.
Planen er, at der skal udvikles et helt nyt tværfagligt forskningsfelt, der inddrager både samfundsmæssige, historiske omstændigheder og naturvidenskabelige fakta. Navnet på det nye forskningsfelt er pandemiologi.
– For at forstå pandemiers væsen, er det nødvendigt at forstå alle aspekter. Den samlede indsigt vil gøre, at vi vil kunne informere det globale beredskab, når den næste pandemitrussel melder sig, siger Lone Simonsen.
Centerets partnere tæller blandt andre Københavns Universitet, DTU, Nordsjællands Hospital og Statens Serum Institut (SSI).
Kilde: Roskilde Universitet