Mange piger med en naturvidenskabelig linje på gymnasiet, går overraskende mange af dem ikke videre af den vej, når de sætter kryds ved en videregående uddannelse, viser en analyse fra Engineer the Future.
Selv om flere piger end drenge vælger at tage en naturfaglig studentereksamen, er pigernes interesse for naturfag tilsyneladende ikke så dyb, at de drømmer om en STEM-karriere. Derimod er de sundhedsfaglige uddannelser de mest populære blandt de kvindelige naturvidenskabelige studenter.
Henriette Tolstrup Holmegaard, lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik, der forsker i unges identitet og valg af uddannelse, peger på, at problematikken skal ses i lyset af, at mange af de dygtige piger, der vælger naturvidenskab i gymnasiet, kan have en interesse i at gøre det, fordi den naturfaglige linje giver adgang til flest mulige uddannelser. Pigerne tilvælger altså naturfagene for ikke at lukke døre.
– Samtidig kommer vi ikke uden om, at der fortsat hersker en myte om ingeniøruddannelserne som en uddannelse for de ekstremt dedikerede, hvilket kan skræmme mange af de kvinder væk, som er i tvivl om deres valg af uddannelse, siger hun.
Henriette Tolstrup Holmegaard er tilknyttet et nyt projekt, som Engineer the Future har indledt med Region Hovedstaden, der bl.a. sætter fokus på, hvordan vi får flere kvinder i STEM. Som en del af projektet skal hun undersøge, hvordan rollemodeller virker.
– Tidligere forskning viser, at rollemodeller skal være autentiske og turde fortælle om de bump, de har mødt på vejen i deres uddannelse og karriere. Det nytter ikke kun at vise stjernerne frem, for dem kan de færreste identificere sig med. Med det nye projekt håber vi at blive endnu klogere på, præcis hvilke historier rollemodeller bør lægge vægt på.
Kilde: Engineer the Future