Postdoc Martin Laursen fra DTU Fødevareinstituttet har modtaget en Young Researcher Award fra DTU for sit arbejde med at studere tarmens mangfoldige bakteriesammensætning i spæd- og småbørn.
Prisen anerkender den ekstraordinære indsats, Martin Laursen har lagt i sin afhandling. I løbet af sit studie har han på eget initiativ for eksempel etableret en kohorte af spædbørn, hvis forældre donerede afføringsprøver fra børnene til hans forskning. Det er til arbejdet også lykkedes ham at skaffe ekstra midler fra fire fonde. Pengene er brugt til at udføre ekstra analyser af donormaterialet i samarbejde med en anden post.doc.
Arbejdet er beskrevet i seks artikler, der er udgivet i anerkendte internationale tidsskrifter. I løbet af sit studie har Martin Laursen været mentor og vejleder for en række projektstuderende, ligesom han har været undervisningsassistent på DTU Fødevareinstituttet og undervist bachelorstuderende i biologisk kemi.
Martin Laursen er nu ansat som postdoc i Forskningsgruppen for Tarmbakterier og Sundhed ved DTU Fødevareinstituttet.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet