Syv år skulle der gå, før det lykkedes at få hold på proteinet properdin, der er et kerneprotein i vores immunforsvar.
Det var en århusiansk forskergruppe, der via et tværdisciplinært samarbejde lykkedes at forstå, hvorfor en meget usædvanlig og udstrakt struktur er vigtig for funktionen af det essentielle protein.
Det var kendt, at proteinet havde en meget udstrakt struktur, som ville gøre det nærmest umuligt at bestemme strukturen af properdin. For at gøre ondt værre, så findes properdin i tre forskellige former i kroppen, såkaldte oligomerer, der indeholder to, tre eller fire kopier af proteinet.
Dennis Vestergaard Pedersen blev manden, der stod i spidsen for den gruppe, der løste problemet.
Jeg begyndte for sjov at studere en af de tre properdin oligomerer ved hjælp af elektronmikroskopi. Til min store overraskelse opdagede jeg, at en af properdin oligomererne er et stift molekyle, og ikke fleksibelt som jeg havde forventet. Dette var en stor overraskelse, og gav mig virkeligt blod på tanden, fortsætter Dennis Vestergaard Pedersen.
Samtidigt foretog Dennis sammen med specialestuderende Sofia Mølgaard Mazaros Mazarakis laboratorieforsøg, hvor de sammenlignede kunstige og naturligt forekommende properdin oligomerers evne til at drive komplementsystemets aktivering. Ved at kombinere disse data med strukturelle data, kunne forskerne vise, at properdins specielle udstrakte struktur faktisk er vigtig for proteinets funktion i immunforsvaret.
Dennis’ lange og vedholdende arbejde med properdin har givet os en hel ny forståelse af ”molekylet fra helvede”, og specielt hvorfor det ser ud, som det gør. Det har givet os nye muligheder med hensyn til at kunne kontrollere aktiviteten af komplementsystemet både op og ned. Stimulering er interessant i forbindelse med kræft, mens nedlukning af komplementet allerede bruges til at behandle autoimmune sygdomme, siger professor Gregers Rom Andersen, Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.
Kilde: Aarhus Universitet