På trods af den øgede digitalisering og automatisering, der skyller ind over det meste af verden, forsømmer de nordiske lande at fremtidssikre ingeniørernes kompetencer. Det viser en rapport fra Association of Nordic Engineers, ANE, der er en sammenslutning af de nordiske ingeniørforbund.
I undersøgelsen angiver et massivt flertal af ingeniørerne fra Sverige, Norge, Island og Danmark, at de har et stort ønske om bedre muligheder for efteruddannelse og flere typer af uddannelsesmuligheder. Det billede ærgrer formanden for Ingeniørforeningen, IDA Thomas Damkjær Petersen.
– Den teknologiske udvikling går rasende stærkt, og derfor er efter- og videreuddannelse vigtigere end nogensinde før. Derfor skal der selvfølgelig arbejdes på, at også ingeniører sikres et ordentligt og relevant udbud af efteruddannelsesmuligheder. For Danmarks vedkommende så vi ved trepartsaftalen for mere end et år siden, at langt de fleste VEU-midler gik til faglærte og ufaglærte. Her forsømte man muligheden for også at sikre efter- og videreuddannelse til højtuddannede, så der ligger en stor opgave foran os, siger han.
I undersøgelsen angiver omkring syv ud af ti ingeniører fra Danmark og de andre medvirkende nordiske lande, at de ikke har en uddannelsesplan på deres job, og det er en skræmmende høj andel, mener IDAs formand.
Rapport fra ANE Association of Nordic Engineers.
Kilde: Via Ritzau