
Tre studenterstartups blev i dag tildelt Mikrolegater for 75.000 kr. ved Danish Entrepreneurship Festival i Øksnehallen i København. En af modtagerne, BeSure, vil kæmpe for seksuel sundhed hos den danske ungdom.
Lasse Aaby Buhl og Saxe í Dali Wagner fra Danmarks Tekniske Universitet står bag BeSure, som skal hjælpe med at bekæmpe den epidemi af seksuelt overførte sygdomme, der florerer i landet.
– Vi er helt oppe i skyerne, det har været super spændende og fedt at være på scenen og pitche det her vigtige problem, siger Lasse Aaby Buhl umiddelbart efter at være trådt ned fra den store scene i Øksnehallen.
Konkret går løsningen ud på, at det skal være muligt at teste sig selv for tre forskellige former for seksuelt overførte sygdomme i sit eget hjem.
I Danmark stiger antallet af personer, der er smittet med seksuelt overførte sygdomme. Det medfører alvorlige problemer. Symptomerne er ubehagelige, det kan medføre stigmatisering, og det kan i slemme tilfælde føre til infertilitet. Det kan være svært for mange at blive testet på grund af bekymringer om anonymitet, manglende viden, vanskeligheder med at sikre lægeaftaler, fejldiagnoser og meget mere.
BeSures mission er at lave en diagnostisk test, der kan bruges som hjemmetest og købes i supermarkeder, så brugeren nemt og tilgængeligt kommer udenom alle problemerne og kan teste sig selv.
– Det er fantastisk at få et Mikrolegat, når man har hørt alle de andre super gode idéer fra de andre unge. Det viser, at vores var rigtig godt. Nu skal vi ud og måske udvide teamet, lave forsøgskontrol, simulationer og få laboratorieadgang, siger Saxe í Dali Wagner om det at modtage et Mikrolegat.
Før uddelingen havde Lasse Aaby Buhl og Saxe í Dali Wagner samt de andre studerende fra de videregående uddannelser pitchet direkte foran et panel af eksperter, som efterfølgende skulle vurdere, om deres idé skulle modtage et Mikrolegat.
Kilde: Danish Entrepreneurship Festival