To studerende deltog i efterårssemestret på DTU Blue Dot-kursus, der er kendetegnet ved, at de studerende arbejder med at bruge deres ingeniørviden til at udvikle noget, som kan bruges i virkeligheden. Julie Storm Høgsbro er kandidatstuderende på Fødevareteknologi, og Johanne Parelius, var på udveksling fra Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, NTNU.
Samarbejdet resulterede i tre is – en rød, en gul og en grøn, alle med en smule tang, forskellige bær og frugter fra de skandinaviske lande og en hel masse æblemost.
Den røde is er lavet på algen dulse, der ifølge Julie har en cremet, lækker smag, som forstærkes af en blommepuré.
Den gule er mere syrlig, lavet med havtorn og sukkertang.
Og den grønne er lidt mojito-agtig på grund af sit indhold af vandmynte og stikkelsbær. Den indeholder også den sødlige alge spirulina, som importeres fra Mellemamerika og altså er den eneste ikke-nordiske ingrediens.
Tang-isen vandt efterfølgende konkurrencen Ecotrophelia, som holdes i DTU’ innovationshub, DTU Skylab.
Kilde: DTU