Kemikalier, der er forbudt i tøj, kan stadig forekomme i en række af de farver, der sprøjtes ind under huden ved tatoveringer. Men nu er det slut. EU har med ét slag forbudt over 4.000 problematiske stoffer, herunder 91 skadelige stoffer, der i dag kan findes i tatoveringsblæk
– Det er en festdag for forbrugersikkerheden. Man skal kunne gå ned til sin tatovør og få en tatovering uden at bekymre sig om kemien i farverne. Danmark har i en årrække presset på og arbejdet for fælles EU-regler for skadelige stoffer i tatoveringsblæk, og nu er vi endelig kommet i mål, siger miljøminister Lea Wermelin.
Danske myndigheder fandt tilbage i 2012 blæk på det danske marked med stoffer, der i værste fald kunne give kræft, allergi og nerveskader. Samtidigt er der flere og flere, der bliver tatoveret. Tallet er steget støt gennem de sidste årtier, og det anslås, at ca. 15 procent af befolkningen har en tatovering. Mange danske eksperter har aktivt bidraget til reglerne i form af videnskabelige rapporter, og de danske myndigheder har deltaget i udformningen reglerne i samarbejde med det Europæiske Kemikalieagentur og myndigheder i Italien, Norge og Tyskland.
De nye regler medfører også, at tatovørerne skal informere deres kunder om, hvilke kemiske stoffer, der er i den blæk, de bruger. Der vil ligeledes komme krav om, at ingredienserne i tatoveringsblæk skal angives på flasken på samme måde som for kosmetik.
De nye regler træder i kraft efter en indfasningsperiode på cirka 12 måneder.