
Brint er set som en af de bærende teknologier i den fremtidige energiforsyning, og det var da også et projekt, HySynergy-projektet, der løb med den første udgave af en ny energipris, Green Power Pris, der er indstiftet af Green Power Denmark
HySynergy er skabt i et samarbejde mellem Crossbridge Energy og Everfuel. I Fredericia er de to virksomheder gået sammen om at skabe fremtidens grønne brændstoffer. Brintfabrikken forventer en daglig produktion på 8 ton grøn brint i første halvdel af 2023.
Projektet understøtter elektrificering gennem elektrolyseanlæg og flydende brændstoffer i sektorer, hvor den direkte elektrificering ikke er umiddelbart mulig.
– Stort tillykke til Crossbridge Energy og Everfuel. HySynergy-projektet fortjener i den grad Green Power Prisen. De har vist stort mod ved at gå forrest og investere i fremtidens grønne brændstoffer. Projektet er med til at bane vejen for, at Danmark kan blive et Power-to-X-foregangsland, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark og fortsætter:
– Nu står en af verdens største brintproduktioner i Fredericia. Det er i den grad medvirkende til elektrificeringen af det danske samfund. Projektet er et klasseeksempel på en modig beslutning, der for alvor sætter fart på den grønne omstilling og er med til at skabe morgendagens energisystem.
Kilde: Green Power Denmark