Paleokost, også kaldet for stenalderkost, er måske langt fra så sund og god, som de fleste tilhængere af diættypen tror. Et nyt studie, publiceret i European Journal of Clinical Nutrition, fremhæver, at kostsammensætningen giver en øget forekomst af stoffet Trimethylamin-N-oxid, eller blot TMAO. Det er en biomarkør, som er koblet til en række hjerte-kar-sygdomme.
Ved paleokost indtager man store mængder kød, æg, kylling og fisk, og det er netop indtaget af disse produkter, der i sidste ende giver TMAO. Første led i kæden er, at tarmbakterier giver sig i kast med cholin, et næringsstof, der grupperes inden for rækken af B-vitamin. De danner trimethylamin (TMA), som leveren efterfølgende kaster sig over, og danner TMAO.
Et højt indhold af TMAO er linket til et øget risiko for blandt andet hjerteanfald og ifølge studiet vil en paleodiæt ændre sammensætningen af tarmfloraen over tid, hvilket betyder, at en paleospisende person vil få dannet langt mere TMAO end for eksempel en vegetar. Selvom de spiser det samme måltid mad.
Ændringen af tarmfloraen går ikke bare på, at der dannes mere TMAO, men også, at paleokosten giver færre af de såkaldte nyttige tarmbakterier. En vej til at undgå det er at spise fuldkornsprodukter – og så se lidt stort på, at man ikke havde det i stenalderen.