De danske malkekøer bøvser ikke mindre end cirka 600 liter metan ud i døgnet, og er dermed en stor bidragyder til landbrugets store samlede udledning af drivhusgasser. Det kan tang imidlertid måske ændre på. Innovationsfonden har givet over 11 millioner kroner til et fire-årigt projekt, der skal udvikle et fodertilskud, der er baseret på brun-, grøn- og rødalger fra nordiske farvande. Disse tangarter indeholder forskellige bioaktive stoffer, blandt andet tanniner og antioxidanter, som kan hæmme dannelsen af metangas i køernes maver.
I projektet skal der udvikles metoder til at dyrke og efterfølgende behandle tang til et færdigt forarbejdet fodertilskud i form af tørret pulver eller piller, som landmanden let kan tilsætte foderet. Deltagerne i projektet strækker sig fra Teknologisk Institut over Aarhus Universitet til virksomheder som Dansk Tang, Vilofoss og DLG.
Teknologisk Institut vurderer, at det er realistisk, at nordiske tangfarme vil kunne dyrke et areal på størrelse med Bornholm. Det vil kunne forsyne cirka 40 procent af køerne i de seks største mælkeproducerende EU-lande og dermed gøre, at mælken kan produceres mere klimavenligt. Projektets samlede økonomi budget er på 17 millioner kroner.