Et stof kan kun mærkes med R50 (Meget giftig for organismer, der lever i vand), selvom stoffet egentlig er meget, meget, meget giftigt for vandlevende organismer. En ny mærkningsregel fra Miljøstyrelsen/EU pr. 1. marts 2007 skal sikre, at blandinger der indeholder sådanne stoffer, mærkes skrappere end hidtil.
Artiklen har været bragt i Dansk Kemi nr. 4, 2007 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder. Se relaterede artikler nederst på siden.
Af Peter Waksman og Erik Lindgren, Altox a/s
Fareetiketter, leverandørbrugsanvisninger/sikkerhedsdatablade og arbejdspladsbrugsanvisninger på de danske arbejdspladser skal faremærkes for miljøfare ved lavere koncentration end hidtil eller skal have ændret mærkning.
Som almindelig bruger af mærkningsreglerne (f.eks. ansatte på laboratorier der blander kemikalier) skal man nu selv kunne fastsætte M-faktoren (faktaboks 1) for en lang række stoffer samt bruge den ved beregningerne af produkters/blandingers miljøfarlighed. På skemaet (med faktaboks 2) ses et udsnit af et hjælpeværktøj, Altox har udarbejdet for at lette disse beregninger. Kemikalieleverandører skal naturligvis også foretage disse ændringer snarest.
Hvis stoffet er optaget på listen over farlige stoffer med individuelle koncentrationsgrænser for vandmiljø, så har EU/Miljøstyrelsen i princippet taget højde for stoffernes virkelige giftighed i vandmiljøet. Man kan genkende sådanne stoffer i listen over farlige stoffer ved, at der i listen er anført koncentrationsgrænser for produktets mærkning som henholdsvis N;R50/53, N;R51/53 eller R52/53. Dvs. »trappetrin« for hvornår et produkt/blanding falder fra »Meget giftig« til »Giftig« eller »Skadelig« for vandlevende organismer, kombineret med et budskab om, at stoffet kan forårsage uønskede langtidsvirkninger i vandmiljøet (R53).
Selvom stoffet er optaget på listen over farlige stoffer uden individuelle koncentrationsgrænser, så skal man som bruger af listen selv bestemme M-faktoren.
M-faktoren (faktaboks 3) bestemmes ud fra, hvor giftigt stoffet er over for fisk, dafnier eller alger. Sådanne værdier skal fremgå af punkt 12 i leverandørbrugsanvisninger/sikkerhedsdatablade, men gør det ikke altid. Alternativt må de findes i litteraturen.
M-faktoren skal også fastsættes for »selvvurderede stoffer«. Selvvurderede stoffer er ikke optaget på listen over farlige stoffer. Derfor skal importør eller producent vurdere dem for samtlige farlige effekter, herunder for vandmiljøet. Selvvurderingen påhviler importøren til Danmark (alternativt producenten, hvis stoffet syntetiseres her i landet), også når man selv ringer/mailer efter stoffet i udlandet.
Lidt populært udtrykt så skal man lidt hurtigere op på »miljømærkerne« end tidligere.
Faktaboks 1
M-faktoren er en uofficiel betegnelse, som Altox a/s har lånt fra de kommende globale mærkningsregler (GHS – Global Harmonized System). GHS-reglerne forventes indført for rene stoffer fra 2009 og for blandinger/produkter fra 2014.
Faktaboks 2
Eksempel: M=1000 for et stof klassificeret N;R50/53.
Det betyder, at et produkt/blanding indeholdende dette stof nu skal mærkes N;R50/53 ved et indhold på 0,025%.
Før den 1. marts 2007 skulle det samme produkt mærkes N;R50/53 ved et indhold på 25%. Mærkningsgrænsen er således sænket 1000 gange.
Hvad er dette stofs nedre medregningsgrænse ved faremærkning af produkter/blandinger?
Medregningsgrænsen = den nedre koncentrationsgrænse for produktets klassificering med dette stof: Dvs. et stof klassificeret N;R50/53 med M=1000 skal medregnes i Miljøstyrelsens mærkningsformler fra 0,00025%.
Altså skal et sådant indholdsstof nu nævnes med kemisk navn i punkt 2 i brugsanvisninger fra 0,00025%.
(Med de nye REACH-regler byttes der om på punkt 2 og 3 fra 1. juni 2007 – men det er en anden snak).
Faktaboks 3
M-faktoren er en multiplikationsfaktor, som fastsættes for rene stoffer, der ved selvvurdering er klassificeret som N;R50 eller N;R50/53, og for stoffer der står på »listen over farlige stoffer« uden individuelle koncentrationsgrænser for vandmiljø.
