
Lige nu står verden midt i en corona-pandemi, som vi har svært ved at håndtere medicinsk. Det bliver måske lettere i fremtiden. I hvert fald har Carlsbergfondet besluttet at uddele en Semper Ardens-bevilling til en gruppe førende protein-, vaccine- og diagnostikforskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Rigshospitalet og Statens Serum Institut. Bevillingen er på 25 millioner kroner.
Håbet er, at bevillingen kan få forskerne i stand til at udvikle værktøjer, der kan begrænse eller ligefrem forhindre fremtidige pandemier, som den nuværende.
– Verden er ramt af en krise af hidtil usete dimensioner, og det er derfor helt essentielt, at Carlsbergfondet har reageret hurtigt. Vi har samlet et unikt konsortium af danske forskere, som har fået til opgave på kort tid at levere en ny vaccine mod covid-19 baseret på et lovende, men uprøvet vaccinekoncept. Ligeledes vil konsortiet starte arbejdet på en diagnostisk test og alternative behandlingsmuligheder baseret på nye, såkaldte aptamer-teknologier. Med denne bevilling er vi fortrøstningsfulde omkring muligheden for at spille en vigtig rolle i kampen mod denne hurtigt spredende virus. Lige nu har jeg 10 mand gående i døgndrift i et ellers tomt Panum, og jeg glæder mig til at fortælle dem, at vi nu har forskningsmidler til vores vigtige arbejde, siger professor og leder af projektet Ali Salanti, Institut for Immunologi og Mikrobiologi, KU.
Kilde: KU