Ambitionerne for Aarhus Universitets Institut for Bio- og Kemiteknologi er tårnhøje, og professor Lars DM Ottosen melder sig som nyudnævnt institutleder klar til at føre instituttet ind i den absolutte verdenselite.
Vi arbejder med teknologier, der kan gøre verden grønnere og sundere. Give os mere natur tilbage, øge biodiversiteten. Teknologier, der kan sørge for en fuldstændig cirkulær samfundsøkonomi, hvor intet går til spilde, hvor intet fossilt brændstof skal graves op af jorden, og hvor vi behøver langt mindre areal til at dyrke de fødevarer, vi dyrker i dag. Alt sammen baseret på ingeniørmæssige og kemi- og bioteknologiske kvantespring,” siger han.
Han peger på, at også det enkelte menneskes sundhed og velfærd er i centrum i instituttets satsninger indenfor den medicinske bioteknologi.
Lars DM Ottosen er i dag konstitueret institutleder for samme institut, og fortsætter derfor rollen som leder for et område, der i den grad sætter fart på den grønne omstilling.
Som institutleder er det min opgave at opbygge et institut med forskning og uddannelse i verdensklasse og med stærke bånd til industrien. Jeg vil lægge op til mange samarbejder på tværs af fakultetets tekniske institutter, og vi er allerede godt i gang. Et fantastisk eksempel er vores forsknings- og uddannelsesfaciliteter i Foulum, der i samarbejde med erhvervslivet og på kryds af institutter udvikler industriparat teknologi, der kan blive skelsættende for vores samfund, siger han.
Lars DM Ottosen er uddannet kandidat i biolog fra Aarhus Universitet i 1996 med bifag i erhvervsøkonomi og han tog sin ph.d. i mikrobiel økologi i år 2000.
Lars DM Ottosen tiltræder stillingen som institutleder d. 1. marts 2021.
Kilde: Aarhus Universitet