
Dansk erhvervsliv er befolket af SMV´er, som udgør langt størstedelen af de danske virksomheder. Men skal de vokse, kan eksport og skalering ud over Danmarks grænser kan være afgørende for vækst og udvikling.
Men det kræver forberedelse og omhyggeligt valg af både markeder og salgskanaler. Det har Erhvervshus Hovedstaden og Erhvervshus Fyn skrevet en bog om.
I guiden Klar, parat, eksport giver Erhvervshus Hovedstaden og Erhvervshus Fyn konkrete råd til netop SMV’erne om markedsvalg, eksportstrategi, salgskanaler, tværkulturel forretningsforståelse, eksportfinansiering og meget andet. For det kræver grundig forberedelse, inden man satser på nye markeder. Det forklarer Anders Kjøller, senior forretningsudvikler og relationschef i Erhvervshus Hovedstaden:
– At sælge og markedsføre virksomhedens produkter og services i udlandet er mere krævende end at gøre det på hjemmemarkedet. Omvendt er det også en chance for at udnytte mulighederne på større markeder med en potentielt betydeligt større afsætningsvolumen, som kan føre til højere vækstrater end i Danmark.
Udover udgivelsen tilbyder Erhvervshus Hovedstaden de små og mellemstore virksomheder et Internationaliserings-tjek, hvor virksomhederne får feedback på, hvor stærkt deres virksomhed står i forhold til internationalisering, konkrete bud på, hvor de kan justere forretningen for at få mere ud af de internationale muligheder og introduktion til netværk til andre virksomheder og eksperter.
Kilde: Erhvervshus Hovedstaden