Forskere fra DTU Fødevareinstituttet har i mange år undersøgt hormonforstyrrende stoffers skadelige effekter. Den oparbejdede erfaring og ekspertise skal nu bringes i spil i to nye projekter under EU’s støtteprogram for forskning og innovation, Horizon 2020.
Det ene projekt, FREIA, skal undersøge, hvordan miljøkemikalier kan forstyrre kvinders evne til at få børn, og hvordan lovgivningen bedre kan beskytte kvinders forplantningsevne.
DTU Fødevareinstituttet skal blandt andet generere nye data om kemikaliernes indvirkning på æggestokke og puberteten i dyremodeller og skabe viden om årsagerne til kemikaliers skadelige virkninger på kvinders fertilitet. Forskerne skal også udvikle såkaldte QSAR computermodeller, der kan forudsige kemikaliernes mulige skadelige effekter.
Det andet projekt, ATHENA, har fokus på bedre screening for kemiske stoffer, der påvirker skjoldbruskkirtlens produktion af stofskiftehormoner. Disse hormoner spiller blandt andet en vigtig rolle i et fosters normale hjerneudvikling, og det er vigtigt, at både mor og foster har normale hormonniveauer under graviditeten.
DTU Fødevareinstituttets bidrag til projektet er blandt andet at generere nye data via dyreforsøg. DTU skal foretage flere vigtige analyser for effekter på dyrenes hjerneudvikling, mens europæiske kollegaer i andre dele af projektet foretager analyser af andre væv. Instituttet skal også stå for at udvikle QSAR-modeller for effekter, som påvirker stofskiftehormonerne.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet