Forskning handler ofte om at finde svar på uafklarede spørgsmål. Men den nye forskning fra Kræftens Bekæmpelse giver viden, som den videnskabelige verden end ikke vidste, at man manglede. Sagt på en anden måde giver den brikker til et puslespil, som biologer i årevis har ment, var lagt færdigt. Forskningen handler nemlig om celledeling, et område som man i mange år egentlig i det store hele mente, man havde styr på. Man vidste, hvad der skete og hvordan, i den proces hvor vores arvemateriale – DNA’et – bliver kopieret og delt i to.
Derfor er det noget af en opsigtsvækkende nyhed, som forskerne i disse dage kan præsentere for deres kolleger verden over. Takket være en helt ny teknik – udviklet af forskerholdet selv – viser de nemlig, at der findes en hidtil fuldstændig skjult del af celledelingen.
Den involverer de såkaldte lysosomer i cellernes indre. Det er små organer fyldt med syre og enzymer, som blandt andet har en slags viceværtfunktion med at sikre, at affald i cellerne bliver nedbrudt.
Forskningen viser, at under celledelingen lægger lysosomerne sig tæt op ad cellens kerne og frigiver i løbet af få sekunder et pust af de enzymer, de har i sig. Dermed kan enzymerne klippe de dele af den nye og gamle kopi af DNA’et over, som endnu hænger sammen. Uden det præcise pust risikerer adskillelsen at ske, før cellen er helt klar til det, og det kan føre til brud på DNA’et – noget som i sidste ende kan føre til sygdomme så som kræft.
Den nye forskning giver altså ny viden om flere dele af cellernes biologi, både om celledeling og om lysosomernes funktion.
Hidtil har man nemlig ment, at det i normale celler var vigtigt at holde lysosomernes membraner hele. For hvis membranen går i stykker, og lysosomernes indhold flyder ud i cellen, vil det slå cellen ihjel. Det sker naturligt, når celler aktiverer et medfødt selvmordssystem – noget som sker, hvis cellen er syg eller skadet og ikke længere kan fungere normalt.
Men at lysosomerne lækker i normale celler er altså noget af en overraskelse, og noget, der åbner for en række spørgsmål. Hvordan ved lysosomerne, hvornår de skal give et pust af enzymer? Hvad sker der helt præcist, når det rammer DNA’et? Og hvordan kan lysosomerne lukke for hullet i deres membran igen, så deres indhold ikke blot vælter ud og nedbryder alt omkring sig – noget som ville slå cellen ihjel?
En af dem, der står for at finde svar på spørgsmålene er Jonathan Lucien Stahl. Han er ph.d.-studerende hos Kræftens Bekæmpelse og har sammen med kollegaen Saara Hämälistö været med fra starten af den nye forskning.
– Det er så overraskende, at cellerne ikke alene bruger lysosomerne på denne helt nye måde, men også at den faktisk tillader de potentielt livsfarlige beholdere at komme helt tæt på noget af det mest følsomme i hele cellen, nemlig DNA’et. Det må kræve en omfattende regulering at sikre, at den proces sker korrekt, og det er noget af det, vi nu arbejder videre på at blive klogere på, siger Jonathan Lucien Stahl.
Kilde: Via Ritzau