Opdagelsen af et hidtil ukendt protein i vores immunforsvar kan have stor betydning for bekæmpelse af både udefra kommende infektioner og de såkaldte autoimmune sygdomme, hvor kroppen angriber sig selv. Via proteinet MVB12b er cellerne i stand til at alarmere naboceller om, at de er under angreb. Det bevirker, at de endnu ikke inficerede celler starter forsvarsmekanismerne, og dermed booster immunforsvaret.
Når en bakterie eller virus trænger ind i en cellekerne og smider en stump DNA, er den typiske reaktion, at proteinet cGAS opdager det fremmede DNA, og sammen med signalproteinet STING sender alarmsignaler ind i cellen. Det nye er, at den hemmelige budbringer, MVB12b, pakker og eksporterer DNA-stumperne i nogle sæbeboblelignende fedtbobler, kaldet exosomer til nabocellerne, der straks går i alarmberedskab.
Idéen er, at ved at skrue op for denne budbringer kan immunforsvaret yderligere boostes, og man opnår en mere effektiv bekæmpelse af en infektion.
Man kan også “skrue ned” for budbringeren. Det er foregået i forsøg med mus, der fik overført listeriabakterier, samtidig med at forskerne undersøgte effekten af at blokere exosomernes mulighed for at sende signaler mellem celler.
– Når vi gjorde det, havde musene svært ved hurtigt at udbrede et immunsignal og dermed sende alarmsignalet ud til væv, som skal beskyttes. Det åbner for nye perspektiver i forhold til behandling af de autoimmune sygdomme som fx Lupus, der giver blandt andet ledsmerter, hududslæt og alvorlig nyrepåvirkning, siger professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, der sammen med adjunkt Ramya Nandakumar og en større gruppe af samarbejdspartnere fra Aarhus, Østrig, Frankrig, Schweiz og Tyskland for nylig har publiceret forskningsresultatet i tidsskriftet Nature Microbiology.