Netop nu afholdes det 22. internationale tangsymposium i København. Det er arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og tangindustrien og det slutter på fredag den 24. juni.
I den forbindelse har DTU Fødevareinstituttet og Gemba Innovation arrangeret et matchmaking-arrangement, som har det formål at skabe netværk og rammer til en række fremtidige samarbejder om f.eks. udvikling af produktionsudstyr eller forarbejdning af afgrøden. Idéen er, at eksempelvis en dansk udstyrsproducent kan møde en udenlandsk virksomhed, som leder efter noget bestemt udstyr til at forarbejde afgrøden, eller en færøsk producent af sukkertang kan møde en international virksomhed, der kan udvinde tangens bioaktive stoffer.
Deltagerne har inden arrangementet skrevet en profil med information om f.eks. hvilke tangarter, firmaet arbejder med, antal ansatte, hvor i værdikæden de arbejder og deres visioner for fremtiden. Ved hjælp af profilerne har potentielle samarbejdspartnere kunnet pejle sig ind på, hvem der måske er et godt match, og som de derfor på dagen vil booke tid til at mødes med til speeddating.
Deltagere ved matchmaking-arrangementet får desuden mulighed for at høre to af symposiets hovedtalere. Den ene fortæller om markedet samt udsigterne for tangindustrien på verdensplan og den anden om den nyeste viden om tangs bioaktive stoffer. På symposiet fortæller internationale og danske eksperter bl.a. om økosystemets påvirkning af naturlige tangforekomster, tangs rolle i gastronomien og risikovurdering af eventuelle sundhedsskadelige stoffer i forskellige varianter.
Find mere information om Tang-Match arrangementet på symposiets website.

