Scandinavian Coating – Nordens førende messe for overfladebehandling, som i 2015 fandt sted i Svenska Mässan i Göteborg – vender nu tilbage til Danmark, hvor messen blev afholdt for første gang i 2011. Den 15.-16. marts 2017 mødes hele branchen i Øksnehallen i København.
– Ved lanceringen af 2017-messen oplevede vi en stor interesse, ikke kun fra svenske og danske virksomheder, men også fra international side, og tendensen fortsætter. Hvis man vil lave forretninger med den skandinaviske overfladebehandlingsbranche, skal man dukke op på Scandinavian Coating, siger Claus Haarding, formand og messeansvarlig i Maleudstyrs- og Anlægsleverandørernes brancheforening, MAB.
Ud over selve udstillingen satser Scandinavian Coating også på at tilbyde sine besøgende et virkelig godt konferenceprogram med en blanding af præsentation af nyheder fra virksomheder og resultater fra forskningsfronten.
Konferencens hovedtemaer i 2017 er funktionel overfladebehandling, automation, korrosion og introduktion til overfladebehandling; områder som lokker både overfladebehandlere, konstruktører, teknikere, indkøbere og beslutningstagere til.
Scandinavian Coating arrangeres af MAB – Maleudstyrs- og Anlægsleverandørernes brancheforening, SPF – Svensk Pulverlackteknisk Förening og NPLF – Norsk Pulverlakkteknisk Forening sammen med messearrangøren BraMässor Sverige AB.