Brystcancer kan, ifølge forskere fra Nottingham University’s School of Medicine, opdages via en blodprøve op til fem år før, de første kliniske tegn viser sig. Idéen er at påvise den immunrespons, som kroppen udløser overfor de antigener, som cancerceller producerer.
De første test er blevet gjort i forhold til brystcancer, og her viste det sig, at der dannes auto-antistoffer mod specifikke tumor-associerede antigener, og det er disse antistoffer, som man vil kunne påvise ved en simpel blodprøve.
Metoden er stadig på forsøgsstadiet, og er således langt fra færdigudviklet. I et testforsøg med 90 raske patienter (kontrolgruppe) og 90 med brystcancer, identificerede metoden 37 procent af de sygdomsramte kvinder, mens man kunne påvise, at 79 procent i kontrolgruppen ikke havde cancer.
Forskergruppen påpeger selv, at metoden skal forfines, før den for alvor vil kunne tages i anvendelse, og deres eget tidsestimat er, at det vil tage 4-5 år, før den er sikker og brugbar.
Metoden er langt billigere end de nuværende screeningsmetoder, hvilket ikke mindst er en fordel i de fattigere dele af verden. Også andre cancerformer er i søgelyset, for eksempel lunge-, lever-, bugspytkirtlen og tarmcancer. Sammen med brystcancer dækker de tilsammen over 70 procent af alle cancerformer.
Kilde: The Guardian