Nordisk Arktisk samarbejde om forskning og højere uddannelse i Højarktis – SVALGREEN
Et norsk finansieret initiativ
En rejse til Svalbard for at styrke samarbejdet mellem Universitetssenteret på Svalbard (UNIS) i Longyearbyen på 78o N og Villum Research Station, Station Nord i Nordgrønland ved 81o N viser, at vores nordiske naboer selv i Højarktis er tæt på. Således er der kun 722 km mellem de to lokaliteter eller to timers flyvning, hvorimod Thule/Qaanaaq i det nordvestlige hjørne af Grønland og Ittoqqortoormiit på Grønlands østkyst er de byer, der er tættest på i selve Grønland med en afstand på henholdsvis 1.182 km og 1.248 km. Tilsvarende er Tromsø 958 km fra Longyearbyen. Rejser til VRS foregår oftest via Longyearbyen, så logistisk set giver det rigtig god mening at samarbejde. Vi undersøgte på en nylig afholdt workshop mulighederne for at udbygge det faglige samarbejde i Højarktis.
Henrik Skov, Professor, Videnskabelig leder af Villum Reserach Station, Station Nord, Aarhus Universitet
Hanne H. Christiansen, Professor og afdelingsleder Geologisk Avdeling, UNIS
Mads Forchhammer, Professor, Biologisk Avdeling, UNIS
Karen Edelvang, sektionsleder, Sektion for Oceaner og Arktis, DTU Aqua
Anders Priemé, Professor, Center for Permafrost, Københavns Universitet
Den globale temperatur er steget mere end 1°C fra før industrialiseringen og til i dag. Bag ved dette tal er der store variationer. I Arktis er temperaturen steget dobbelt så meget og den udvikling forventes at fortsætte.
Framstrædet mellem Svalbard og Nordgrønland er et af de steder i Arktis, hvor der er den største temperaturgradient. I 2016 var årsmiddeltemperaturen -15°C ved Villum Research Station, Station Nord (VRS), mens den var så høj som -0.1°C i Longyearbyen. Baggrunden for denne store klimatiske gradient er den geologiske udvikling. For 54 millioner år siden var Svalbard og Grønland en del af det samme kontinent. Siden da blev kontinentet opdelt, og Svalbard blev skubbet væk fra Grønland, hvorved Norskehavet, Grønlandshavet og Framstrædet blev dannet. Denne udvikling har betydet, at transporten af is fra det Arktiske Ocean hovedsageligt foregår ned langs Grønlands østkyst. Samtidig strømmer varmt vand til Svalbard med Golfstrømmen. Denne fordeling af havstrømme giver den store klimatiske gradient. I Nordgrønland findes derfor havis året rundt i både fjorde og på åbent hav. Ved Svalbard er fjordene i dag ofte isfrie selv om vinteren.
Med åbningen af Villum Research Station (VRS) i 2015 på Station Nord er der nu en moderne videnskabelig station, som kan modtage forskere og studenter og kan anvendes som base for forskning og uddannelse i hele det nordligste Grønland. VRS ligger i verdens største nationalpark, “Grønlands Nationalpark”, som strækker sig fra det centrale Østgrønland til det nordligste Grønland, og dette område er et af verdens mindst beboede områder med ca. 40 faste indbyggere. Faktisk er der ingen bosættelser i hele denne 972.000 km2 store del af Nordgrønland. Der findes enkelt bemandede forsknings-, militær- og vejrstationer, hvor et mindre antal personer overvintrer; forskere kommer på kortere forskningsophold enten til Villum Research Station eller Zackenberg Forskningsstation i den sydlige del af nationalparken. I forrige uge underskrev UNIS og VRS ved Aarhus Universitet en samarbejdsaftale med fokus på øget samarbejde mellem de to institutioner. En af grundene er, at placeringen af UNIS og VRS åbner for nye muligheder for at udnytte den største klimatiske gradient i Højarktis mellem Svalbard og Nordgrønland til et øget samarbejde om både forskning og højere uddannelse inden for fremtidens klima.
I alt 31 forskere og forskningsledere, alle med base i enten Nordgrønland eller på Svalbard, eller begge steder, mødtes over to dage på UNIS til Svalgreen workshop sidst i maj i år. Formålet med workshoppen var at finde frem til, hvordan vi bedst kan udvikle samarbejde om naturvidenskabelig forskning og undervisning inden for bio-, og geovidenskaberne samt kemi og fysik på tværs af denne store klimatiske gradient. Workshoppen var finansieret af Svalbard Science Forums strategiske midler. Under workshoppen blev partnerskaber etableret inden for specifikke fagområder, men også på tværs af fagområder inden for Svalgreen fagområdet. Ligeledes blev eksisterende norsk og grønlandsk/dansk finansierede projekter knyttet tættere sammen. Dette omfatter f.eks. forskning og monitorering i COAT (Norge-Svalbard), Greenland Ecological Monitoring GEM, Svalbard Integrated Observing System (SIOS), men også i internationale programmer som AMAP eller netværk som IASOA og International Arctic Science Committee.
Det blev klart på workshoppen, dels at der ikke er kurser inden for højere uddannelse, men også at der på de fleste videnskabelige områder har været begrænset forskning, fordi det tidligere har været logistisk svært at lave forskning i Nordgrønland. Med etableringen af VRS er det nu mulig at få mere gang i forskningen i dette område, som er et af de mindst udforskede arktiske områder. En vigtig pointe i denne forbindelse er, at workshopdeltagerne var enige om, at hvis hele regionen havde tilhørt en nation, så ville det være let at få midler til at studere på tværs af hele gradienten. Det er det ikke nu, hvor forskningen mest er baseret på nationale forskningsmidler.
Den vigtigste konklusion fra workshoppen var en klar identifikation af en fælles ambition om at udvikle et Nordisk Center of Excellence eller tilsvarende stort projekt, hvor der kan arbejdes interdisciplinært på begge sider af gradienten, men også i havet imellem. Arbejdet vil inkludere bio- og geovidenskaberne samt kemi og fysik. For at kunne udføre et sådan projekt vil det blive nødvendigt at opnå støtte på tværs af de normale finansieringssystemer for forskning, hvilket bliver en stor udfordring. Internationalt samarbejde i Arktis fokuserer oftest på samarbejde med de store aktører som Rusland, USA og Canada, mens oplagte tætte nordiske samarbejder sjældent virkeliggøres med Norforsk-projekterne som en vigtig undtagelse. UNIS har allerede søgt norske forskningsmidler fra Arktis2030 programmet, som vil kunne igangsætte arbejdet med at udnytte Svalgreen til både forskning og uddannelse af kommende generationer af arktiske forskere. For eksempel er der forskel på hav- og luftudvekslingen ved henholdsvis VRS og UNIS. Ved VRS er processerne hovedsageligt mellem havis og luften, hvorimod det ved UNIS er mellem isfrit hav og luften. Det har betydning for, hvilken overordnet kemi vi kan forvente i den nederste del af atmosfæren f.eks. for, hvilken rolle Br og I spiller.
Vi håber inderligt, at Svalgreen kan føre til øget nordisk satsning på forskning og højere uddannelser i Højarktis, også fra dansk side. Svalgreen repræsenterer en unik mulighed for, at grønlandske/danske forskere kan lære at forstå det globale klimasystem endnu bedre i denne del af Arktis, der påvirker store dele af verden, herunder Danmark.
