Det gør de med støtte fra en række store fonde og universiteter. Målet er, at Danmark skal blive en af verdens førende vækstregioner inden for Science og Engineering og at beslutningstagere i det politiske system, i virksomhederne og på universiteterne får viden om, hvordan vi kan positionere os på fremtidens teknologidagsorden. Projektet skal i de næste fem år sætte en Science & Engineering-dagsorden. Det har et samlet budget på 30 millioner kroner, der er bevilget af fem af Danmarks førende fonde samt syv universiteter. Projektet skal levere analyser, sætte dagsordenen, mobilisere beslutningstagere og igangsætte nye, konkrete initiativer inden for Science & Engineering.
– Det er kun i verdens førende Science & Engineering-regioner, at det kan lade sig gøre at opbygge stærke økosystemer af viden – det viser erfaringerne fra Novozymes. Med projektet vil vi give danskerne chancen for at blive en del af en sådan stærk region med de muligheder for vækst og arbejdspladser, der følger af det, siger Per Falholt, formand for ATV’s Science & Engineering-komité.
– Det kræver ikke bare fakta og analyser, men også at der arbejdes med mind-settet hos beslutningstagere og borgere. Så det er en stor, men også spændende og vigtig opgave, vi har taget på os, siger Per Falholt og uddyber:
– De unge ejer fremtiden, og min erfaring er, at de unge ”stemmer med fødderne”, når de vælger, hvor de lægger deres indsats. At nå de unge vil være et gennemgående fokus i hele projektet. I Danmark skal vi satse på vores unge.
Science og Engineering handler om teknologiudvikling og om at skabe kreative løsninger ud fra nye teknologier. Digitaliseringen giver for eksempel mange nye muligheder, hvis virksomhederne formår at indarbejde det digitale aspekt i deres forretningsmodeller.
Teknologiudviklingen betyder store omvæltninger i samfundet. Mange job er allerede forsvundet fra Danmark, og endnu flere vil forsvinde inden for de næste 20 år – men danske erhvervsledere er ikke parate til de nye udfordringer. Samtidig giver de nye teknologier Danmark en unik chance for at relancere os selv som videns- og teknologibaseret produktionssamfund.
ATV vil med projektet plante et Science & Engineering-mindset på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne – i virksomhederne og i vidensinstitutionerne. Samtidig vil Akademiet sætte Science & Engineering på den politiske dagsorden gennem dialog med beslutningstagere – politikere, embedsmænd og organisationsfolk.