Planeten Jupiters magnetfelt er markant anderledes end hidtil antaget. Det viser nye videnskabelige resultater fra Juno-missionen, som nu offentliggøres i de ansete tidsskrifter Science og Geophysical Research Letters. Det ubemandede rumfartøj Juno med udstyr fra DTU Space ombord har siden juli sidste år kredset om planeten og sendt store mængder data ned til Jorden. Det skriver DTU Space.
Jupiters magnetfelt har vist sig at være markant anderledes, end de teoretiske modeller hidtil har forudsagt i forhold til fysikken. Det har en meget varierende struktur, som ikke helt passer med den grove model, der hidtil har været for magnetfeltet på planeten. Det minder langt mindre om jordens magnetfelt end troet, og ligner faktisk ikke noget, der er set før.
Jupiters magnetfelt viser sig for eksempel at være mere end dobbelt så kraftigt som hidtil antaget.
Juno har også i stor detalje vist de meget kraftige storme, der konstant raser over enorme områder. Ikke bare i form af den velkendte “røde plet”, der er en kæmpestorm, men også voldsomme uvejr nær Jupiters poler.
Juno er designet specifikt til at se ind i gasgiganten Jupiter. Den generelle opfattelse har været, at sådan en planet stort set var homogen og relativt enkel at modellere. Men det er ikke tilfældet.
Junos målinger viser bl.a., at Jupiter har en meget kompleks intern struktur mht. atmosfæriske strømninger, intern massefordeling og magnetfeltets struktur. For eksempel er der tegn på, at den kerne, der burde findes i dens centrum, er diffus eller helt opløst, hvilket er meget sært. Så modellerne for gasplaneter som Jupiter skal formentlig laves om.
Blandt DTU’s mest omfattende missioner
Missionen koster i omegnen af 13 mia. kr., og DTU Space har ansvar for cirka en tiendedel af missionen. DTU Space har leveret fire stjernekameraer, som både bruges til at navigere meget præcist med og til at tage billeder af Jupiter og nogle af de områder i rummet, som er passeret på turen derud. Desuden har DTU Space valideret og kalibreret det magnetometer ombord, der undersøger planetens magnetfelt, og som er udviklet af NASA’s Goddard forskningscenter. Stjernekameraerne har undervejs mod Jupiter registreret omkring 1,3 millioner mindre objekter. En del af dem har ramt fartøjet med 50 kilometer i sekundet.
Fakta om Jupiter
Jupiter er vores Solsystems største planet. Den har 63 kendte måner omkring sig og et magnetfelt, der er 20 gange kraftigere og 18.000 gange større end det, som omgiver jorden. På planetens overflade raser en gigantisk storm over et område tre gange større end jorden. Stormen er kendt som en “rød plet”, der har kunnet observeres fra jorden i mindst 350 år.
Fakta om Juno
Juno blev opsendt 5. august 2011 fra Cape Canaveral i Florida og nåede i kredsløb om Jupiter 4. juli 2016 efter at have tilbagelagt knap tre milliarder kilometer for at nå derud. Juno skal kredse om Jupiter cirka fem år.