DTU’s prorektor, Henrik Wegener, er udnævnt til ridder af den franske orden l’Ordre des Palmes Académiques. Han modtager hæderen for sin indsats inden for global fødevaresikkerhed, der i godt 20 år var omdrejningspunktet for såvel hans forskerkarriere som for hans ledelsesmæssige erfaringer.
I 1994 var Henrik Wegener den ledende kraft i etableringen af Dansk Zoonose Center, en hjørnesten i den danske indsats mod salmonella. Internationalt har han spillet en ledende rolle i etableringen af WHO’s netværk til bekæmpelse af fødevarebårne sygdomme, samt i den globale kamp mod antibiotikaresistens.
I 2006 blev han institutdirektør på Fødevareinstituttet ved Danmarks Fødevareforskning, nu DTU Fødevareinstituttet.
Igennem årene har han haft tæt samarbejde med franske forskere bl.a. ved Institut Pasteur.
I 2011 tiltrådte Henrik Wegener som prorektor for DTU.