DNA-forsker på Københavns Universitet Eske Willerslev modtager i år H.C. Ørsted-prisen på 10.000 kroner. Prisen uddeles af Langeland Kommune og H.C. Ørstedselskabet.
Det skriver Langeland Kommune i en pressemeddelelse.
Prisen er på 10.000 kroner og er blevet uddelt årligt af Langeland Kommune og H.C. Ørstedselskabet siden 2013. Prisen tildeles personer, som har fremmet H.C. Ørsteds opfattelse af naturvidenskab og ånd som to sider af samme sag.
I priskomiteens begrundelse står der blandt andet:
– Eske Willerslev er enestående, fordi han har forenet sin DNA-forskning med grænseoverskridende feltarbejder i både Sibirien og blandt indianere i USA. Prisen gives endvidere for Eske Willerslevs arbejde med at formidle sin forskning til omverdenen. I øvrigt endnu et lighedspunkt med H.C. Ørsted, der gjorde meget ud af at få videnskabelige resultater formidlet til offentligheden, skriver priskomiteen blandt andet.