Det danske forskerteam bag DTU-spin-out-virksomheden Amminex har modtaget European Inventor Award 2016 i kategorien “små og mellemstore virksomheder”. Teamet får prisen for at opfinde en banebrydende løsning til at anvende ammoniak i fast form. Det vil reducere luftforureningen fra dieselmotorer. Bag Amminex står Tue Johannessen, Ulrich Quaade, Claus Hviid Christensen og Jens Kehlet Nørskov.
Amminex blev grundlagt i 2005. Virksomhedens hastige vækst er blevet forstærket af fire succesrige investeringsrunder og Amminex har pt. en årlig omsætning på 4,3 mio EUR.
I den tid har de ca. 50 ansatte overvundet en række tekniske udfordringer, ikke mindst opbygningen af en proces og infrastruktur, der gør det muligt for kunderne at genopfylde deres AdAmmine-beholdere med ammoniak efter brug.
I 2010 begyndte Amminex byggeriet af sit første store produktionsanlæg, der ligger i Nyborg.
Virksomheden landede for nylig en kontrakt om at opgradere 300 bybusser i København, og i øjeblikket testes teknologien også på bybusser i London, Seoul, Beijing og Shanghai. Desuden har Amminex modtaget økonomisk tilskud fra EU Horizon 2020 til at udvikle den nye teknologi til en løsning, der kombinerer ultra-lave NOx-emissioner med høj brændstofeffektivitet.