BioInnovation Institute (BII) har netop optaget fem start-up virksomheder i Creation House life science inkubator-programmet, som samtidigt tilbyder 10 millioner kr. i funding til hvert start-up. Tre forskningsprojekter har også modtaget finansiering og adgang til BII’s kontorer og laboratorier som del af BII Faculty. Projekterne modtager derved en bevilling på 18 millioner kr. over tre år og kommer til at indgå i inkubatorens fællesskab, hvor de vil arbejde side om side med de danske og internationale start-up virksomheder.
Start-up virksomhederne og forskningsprojekterne arbejder alle inden for farmakologi, sundhedsteknologier og bioindustri og udvikler bl.a. en ny tilgang til CRISPR-genredigeringsteknologien, et nyt lægemiddel til behandling af knogleskørhed, en ny behandling til øjenkomplikationer relateret til sukkersyge, udviklingen af biologiske midler imod vandbårne sygdomme og skadedyr inden for fødevareindustri, samt en ny lovende sklerosebehandling.
I alt har BII bevilget 104 millioner kr. i støtte til de tre forskningsprojekter og fem tidlige start-up virksomheder. BII har siden åbningen i 2018 nu bevilget 335 millioner kroner i alt til 78 tidlige life science start-ups og forskningsprojekter med det almennyttige formål om at støtte tidlig innovation, der kan bringe nye produkter og services på markedet til gavn for mennesker og samfund.