Associate Professor Mai Marie Holm fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet kunne slet ikke undvære laboranterne i det daglige forskningsarbejde.
Tekst: Gunnar Lomborg / Foto: Karoline Klitgaard
På instituttet arbejder forskere og studerende med bl.a. forskning i hjernecellers kommunikation, og sammenhængen mellem biologi og medicin, og laboranterne er det kit, der binder aktiviteterne sammen.
– Vi analyserer blandt andet hjernevæv fra mus, og der er det vigtigt at laboranterne kan deres kram. De underviser også de studerende og gæsteforskere i brugen af laboratorieudstyret, har den daglige kontakt med dem, og assisterer med mange typer af opgaver, som derved aflaster forskerne. Det er meget vigtigt, og vi kunne næppe køre forskningen videre uden laboranter. De er en fundamental del af forskningen, siger Mai Marie Holm.
En ”halv laborant” til hver
Ligesom sine forskerkollegaer har hun ”en halv” laborant til sin rådighed fra instituttet, da to forskere typisk deles om en laborant. Det er den økonomiske virkelighed, men stod det til hende kunne man godt have haft flere. Og hun håber, at man ikke vil beskære yderligere i laborantstaben, da det vil gå ud over muligheden for at udføre kompetent forskning.
– Det er superværdifuldt for os at have laboranter, der sikrer kontinuiteten i laboratoriet. De har den store erfaring og er der hver dag henover flere år, i modsætning til de studerende, som jo hurtigt er videre. Det er også laboranterne, der sikrer at nye forskere og ledere får støtte til arbejdet, ligesom de har ”ejerskab” til udstyret, og sikrer at alt virker som det skal og løbende bliver opgraderet. De fastholder den tekniske ekspertise, og på den måde fungerer de som lab managers, siger hun.
Vigtigt for sikkerheden
Hun fortæller, at laboranterne, netop fordi de deles mellem flere forskere, kender flere miljøer og har et netværk på tværs af grupperne. Derfor ved de ofte, hvad der foregår i de andre laboratorier og kan trække på erfaringer og viden fra kollegaerne. De er også vigtige for arbejdsmiljøet i laboratoriet ved at oplære de studerende i sikkerhed, ligesom det ofte er laboranter, der er arbejdsmiljørepræsentanter. Og så er de hurtige til at tillære sig nye teknikker.
– De kan det grundlæggende arbejde fra uddannelsen, og så har de lært, hvordan man hurtigt sætter sig ind i det nye. De skal kunne rumme meget og dække flere opgaver, og derfor er de så uundværlige for forskningen. Vi ville ikke kunne drive instituttet uden de dygtige laboranter, understreger Mai Marie Holm.
Om artiklen
På Dansk Laborant-Forenings Delegeretmøde i 2024 blev forslaget ”Fastholdelse af laboranter i laborantstillinger: Vi vil gerne have at bestyrelsen i DL-F gør mere opmærksom på laborantfaget og vores styrker som faggruppe” besluttet. Vi har derfor spurgt en række arbejdsgivere, hvad de bruger laboranter til på deres virksomhed, og hvorfor faggruppen er vigtig for dem.
Laboranter cand.alt.
Dansk Laborant-Forening/HK har udgivet en pjece, der beskriver ni profiler som en synliggørelse af nogle af de jobmuligheder, vi mener, vores medlemmer vil være de bedste til at betræde. Du finder pjecen her: Mød 9 specialister – der skaber fremtiden og som engelsk version: Meet 9 specialists – who are creating the future