Med udnævnelsen anerkender WHO DTU Fødevareinstituttets pionerarbejde inden for forskning i brugen af helgenomsekventering – en teknologi til at afdække mikroorganismers totale DNA-profil på én gang. Gennem samarbejdet skal instituttet blandt andet være med til at bane vejen for, at teknologien kan blive rullet ud i udviklingslande som et værktøj til at overvåge og bekæmpe fødevarebårne sygdomsudbrud.
Forskningen er med til at sætte den internationale standard for påvisning, overvågning og studier af global spredning af sygdomsfremkaldende mikroorganismer og antibiotikaresistente bakterier.
WHO’s ambition er at hjælpe udviklingslande med at implementere teknologier til helgenomsekventering som værktøj til at overvåge og bekæmpe sygdomsudbrud. Som samarbejdscenter skal DTU Fødevareinstituttet hjælpe med at nå målet ved bl.a. at udvikle analyseværktøjer til og standarder for helgenomsekventering, der kan inkluderes i landenes sygdomsovervågning og ved at gennemføre træningskurser i brugen af teknologierne.