Det går for langsomt med at få beskyttet EU’s borgere og miljøet mod hormonforstyrrende stoffer. Det var budskabet fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, da EU tirsdag havde kemi på dagsordenen.
– Det går alt for langsomt. EU bør hurtigere sætte initiativer i gang, som gør det muligt at håndtere hormonforstyrrende stoffer, og der bør være en konkret tidsplan for handling, så vi kan beskytte EU’s borgere og miljøet mod skadelig kemi. Danmark vil som udgangspunkt have hormonforstyrrende stoffer i legetøj, kosmetik og visse forbrugerprodukter forbudt i hele EU, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.
En af de ting Danmark konkret foreslår, er en skærpelse af kravene til industrien, så de skal levere bedre data, der kan vise om et stof er hormonforstyrrende. EU-Kommissionens nye ramme for arbejdet med hormonforstyrrende stoffer er i ministerens optik alt for uambitiøs og utilstrækkelig til at nå det overordnede mål om at minimere befolkningens og miljøets udsættelse for hormonforstyrrende stoffer.
Jakob Ellemann-Jensen vil desuden invitere ligesindede lande til at udarbejde en fælles dynamisk liste over hormonforstyrrende stoffer, der skal sende et kraftigt signal til Kommissionen om behovet for handling.
I december lykkedes det for første gang at få forbudt fire skadelige ftalater i EU på grund af deres hormonforstyrrende effekter efter mangeårig dansk indsats, og danske forskere har netop fået en række store EU-bevillinger til nye projekter.
Udsættelse for hormonforstyrrende stoffer kan blandt andet påvirke forplantningsevnen, udviklingen af hormonsystemet og føre til stofskiftesygdomme, fedme, visse kræftformer og misdannede kønsorganer hos drenge.
Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet